Han ligger ene, udstrakt paa sit Leie,
han føler Dødens rædselsfulde Vaande,
og ingen Ven ham yded Røgt og Pleie;
ei nogen Moder gik ham ømt tilhaande;
snart sank hans Øie til, snart vildt det stirred,
tungt gispede hans næsten kvalte Aande.
Og mer og mer hans Hu sig mørkt forvirred,
fra Feberdøsen vaagned tidt han bange,
hvert Minde grumt de syge Nerver pirred.
Han skued Kvinder staae i Rækker lange,
et Chor af Hævnens Aander mod ham summed,
saa klangløst, dumpt som Eumeniders Sange.
Al den Fortvivlelse, som Jorden rummed,
laa paa hans Bryst med Vægt saa tung som Bly,
krampagtigt Haanden sig om Lagnet krummed.
Men pludseligt som Morgensolens Gry
et hvidligt Lysskjær i det Fjerne bæved,
og ud af dette fødtes Toner ny;
som Orgelets Choraler frem de svæved
og »Dies iræ, dies illa« bruste
med Bud fra Den, der snart hans Regnskab kræved,
det lød, som Havets fjerne Brænding suste,
saa flød det hen i disse bløde Psalmer
med Klang, som om en Vind Skovbækken bruste.
Da sang det: »Naadens Rose aldrig falmer,
der voxer Lægeurt for Støvets Brøde,
selv Du skal hvile under Herrens Palmer.«
Men Lyset sluktes; — andre Toner brøde
igjennem dette trøstefulde Chor,
der mer og mere for hans Øre døde;
og det var dem, han sang i Kraftens Flor,
der dengang klang saa yndefulde, lette;
nu grov de i hans Sjæl et blodigt Spor.
Og nu — de forrige i dem sig flette,
snart sank de dybt — snart seirrigt de sig hæved,
men Ingen Kampens Udfald kan berette:
om i den Stund, da Døden Byttet kræved,
det runged for ham strængt om Himlens Vrede,
hvad eller Naadens Røst ham mildt omsvæved —
Det veed kun Magterne, der om ham strede.