Hør lad os danne en lille Klynge,
hvor ret man mener hinanden vel,
og lad os spøge og Viser synge
og svinge Glasset i lune Kvæld.
Lad Bellmans Toner saa freidigt strømme
med vældig Livslyst paa Vemods Grund,
med Tordenhurra, med bløde Drømme,
naar Maanestraaler paa Søen svømme,
og Bølgen sukker fra dunkle Bund.
Lad Verden ændse os eller ikke
— det faaer nu blive dens egen Sag —
men saare nødigt vi Skaaler drikke
i officielt og bestjernet Lag.
Om end man gjør os det nok saa broget
og pudser Hundene paa os ud,
vi vil ei bukke os under Aaget,
vi vil ei hylde og krandse Fjoget,
som Torveraaberne gjør til Gud.
Men vi vil hylde de høie Sange
og klare Tanker af fulde Bryst,
hver Helt, som, kæmpende En mod Mange,
faldt eller seired i Slagets Dyst;
hver brav Bersærk, som har svunget Hammer
mod mæsket Slendrians Munkekrop,
hver Sandheds Martyr i Pinselskammer,
Enhver, som straaled med Aandens Flammer,
lig enlig Baun paa en Klippetop.
Og vi vil lære at glemme Vreden
og Alt, hvad bittert der er og haardt;
hvad var vi Alle, hvis Kjærligheden
fra Hjemmets Arnested flygted bort?
Nei — blot lidt Latter ad Ungersvendene
med Harehjerter og Fiskeblod,
lidt Himmelspræt kun med Alvorsmændene,
der, egen Vigtighed dybt erkj endende,
med Hovedrysten gaae Fod for Fod!
Og splittes atter vor lille Klynge
for Skjæhnens Vindstød til hver en Kant,
skal Hver for sig i sin Stue synge
om gode Timer, der hurtigt svandt:
om Ungdomsmodet med Trods paa Læben
og dog med Mildhed i Hjertets Grund,
med lystig Latter ad vammel Flæben,
med Ild i Blodet, med Opadstræben
mod Solens Lys over Jordens Rund.