I de stille Aftentimer, naar Længslerne faa
rappe Vinger som de flyvende Falke,
saa flyve ufortrødent de løjerlige Smaa
rundt til Mindeblomsters duftende Kalke,
og finde de saa en, som dem tykkes rigtig skjøn,
og som lover dem en hyggelig Bolig,
saa bygge de Rede i dens Bæger iløn
og besøge den siden saa trolig.
Se derfor tidt de drage, min Ven, til din Gaard,
hvor Byens Larm og Vrøvl er forstummet,
hvor Gjæstfrihedens Dronning saa højt for Styret staaer,
at tidt hun indbød Fler end Huset rummed;
O, skjønne Sommerdage, naar vi der vandre ud
i Haven med de store grønne Plainer!
da maa vel Sindet klæde sig som dem i Sommerskrud
og flagre med de spraglede Falæner.
I lange Vinteraftner har jeg bænket mig tidt
i Lænestolen oppe i dit Kammer,
der har vi passiaret saa lunt om Dat og Dit,
til Knittren af Ovnens muntre Flammer,
der har jeg tidt dig tolket min lyseste Drøm,
som godt du kunde fatte og raade,
du kunde mig forstaa, naar til Fart paa Sangens Strøm
jeg tømred mine luftige Baade.
Derude hos Eder staaer Kritiken ej paa Vagt
og skaber sig vigtig og kræsen,
og brummer, at Repliken var ikke aandrig sagt,
mens den rynker ad hver lystig Spas paa Næsen;
nej man behøver ikke at lænke sin Mund,
om Alvor eller Spøg man vil sige;
er Tanken end ej aandrig, — naar blot den er sund,
tør den rolig og frygtløs opstige.
De Pigebørn derude du ikke oplært har
til Talen i et Snørliv at pine
og til at give Folk for et ordentligt Svar
blot en Vrissen med deres Krinoline,
den friske Vaar i Sindet har de slet ikke tabt,
den skinner gjennem Øjet det lyse,
de er som Vorherre dem engang har skabt,
har ej lært at faa Krampe og gyse.
Saa dvæl da mine Tanker saa tidt paa Eders Gang
hos Vennerne derude, de Kjære!
Saa ton da trøstig ud du min simple lille Sang,
min Hilsen til dem skal du bære,
O, tro mig, den er bedre, end den saadan sér ud,
naar den sig Ordets Dragt skal iføre,
men modtag med Venlighed det stammende Bud
og laaner den et velvilligt Øre.