Saa maatte jeg da drage fra det kjærlige Hygge,
og søvnløst sig rørte det urolige Savn;
igjennem Brystet sneg sig saarnangen dunkel Skygge,
mens sagte Stemmer hvisked saa lønligt dit Navn.
Jeg saa ej disse Øjne sig enigt paa mig fæste,
jeg saa ej disse Lokkers fintbugtede Strøm,
min Mund ej kunde mere de bløde Læber gjæste
for i Kysset at udaande mit Hjertes søde Drøm.
Men alt som Savnet voxte, se da blev Smerten mindre,
af Længselsdug tillive kaldt, alt Trøsten fremgroer,
og prægtigt mig imøde nu funkle og tindre
de underfulde Perler paa Mindets Silkesnor.
Jeg hører din Velkomsthilsen, jeg sér dit Smil det glade,
jeg føler dig omslynge mig med din hvide Arm,
frem dukker hver en Time, da vi ene sammen sadde,
imens mit Hoved gynged paa din høje Jomfrubarm;
da Kjærlighedens Andagt, den stille og skjønne,
talte i vore Hjerter sit tonerige Sprog,
da midt i Juletiden det var os, som grønne
Blade danned Løvsal af den lille Arnekrog.
Vi mærked ikke Stormenes Hvinen og Tuden,
saa ej den mørke Himmel med snésvanger Sky,
vor Elskov aanded Liv i Isblomsterne paa Ruden
og red med Krands om Haaret sig Sommer i By.
Jeg sér dit Aasyn mørknes, — alt nær er Afskedsstunden,
— en dunkel Skygge henover hviden Pande gaaer, —
jeg sér de fine Muskler bæve sagte om Munden
og Taaren bange dirre i de lange Øjenhaar.
Jeg sér den falde ned paa mit Bryst, og jeg kan ane,
at hver af dine Tanker følger Taaren paa Vej,
jeg ønsker, at i denne Stund jeg kunde fremmane
det Bedste i mit Hjerte til Trøst for dig og mig.
— Og dit Farvel, det sidste, — det dæmpede, det bløde, —
— en Fløjtetrilles Ekko henover stille Sø, —
det er som endnu dets Toner for mig løde
som sagte Fuglesange, der langligt hendø.
Ved disse Minders Magt faaer min Sjæl jo Ørnevinger,
og Sorgen tvinges ind i den rhythmiske Dands,
og Længslens bange Røst lig Æolsharpen klinger,
og Savnets Taare spiller i pragtfuld Regnbuglands.