Sophus Schandorph (1836–1901)

I hviden Dragt, saa tyst som Svanen,

der seiler henad dunkle Sø,

saa lister ud sig paa Altanen

den høie, ranke, unge Mø.

Hun seer sig sky omkring og lytter,

og i det klare Maaneskin

hun skuer Kystens Fiskerhytter

og hører Sus af Aftnens Vind.

Det er en deilig Sommeraften,

fra Engen stiger Høets Duft,

og alle Blomster gyde Kraften

fra Bægret ud i lune Luft.

Helt yppigt Kaprifolier snoe sig

imellem Tjørnes tætte Hæk,

Jasminerne med Vellyst toe sig

i Aftenduggens svale Bæk.

Naturen ung og varm og kjælen

mod hende breder ud sin Favn

og aander mægtigt ind i Sjælen

en Længselsfylde uden Navn.

En Byrde, som hun ei kan fatte,

sig lægger tungt paa Brystets Hvælv,

men ikke for Alverdens Skatte

hun vilde fri sig gjøre selv.

Hun var saa ung, og hendes Dage

var rundne som en Festseilads;

hun havde seet Alverden flage

endog for hendes Pynt og Stads.

Med Haarets Krands af Roser røde

hun fløi afsted i Dandsens Sport,

og aldrig hendes Hænder bløde

end havde rørt ved noget Haardt.

Dog længes hun og savner Noget,

skjøndt rig og lykkelig som Faa.

Naar endt var Dagens Fest saa broget,

og Huset dybt i Slummer laa,

hun maatte ud, hvor der var stille,

hvor Aftnens Aander færdes tyst,

mens Sukke, underlige, milde

ophige fra Naturens Bryst.

Thi det var netop da hun aned

Allivets høie Harmoni,

en indre Stemme hende maned:

Ikkun ved den du bliver fri.

Men naar med Forsken hendes Blikke

i Selskabskredsen søgte om,

hun saae i Alles Miner ligge

den sløve Spot, den flade Dom.

Saa gik det til en ny Berusning

i Verdens Hyldest, Larm og Lyst,

men naar hun mærked denne Susning

fra Aanderigets fjerne Kyst,

hun adspredt stod i Festens Buldren

og var en Dronning, lidet huld.

Da trak Tilbederne paa Skuldren

og sagde, hun var lunefuld.

Nu stod hun ved Altanens Gitter,

og Sukket klang i Natten ud:

„O fri mig ud af Verdens Flitter,

du store Aand med Herrebud!

O bær mig did, hvorhen jeg higer,

hvor Blomsterduften svæver hen,

O send mig En, der til de Riger

kan føre mig som trofast Ven!

Med Skjælven hørte hun sin Stemme

i Nattens Taushed lyde klart,

men syntes dog, hun kan fornemme,

at Hjertesukket blev besvart.

Men tys — fra Veien, der sig slynger

blandt Busk og Krat ved Søens Band,

hun hører Skridt — en Stemme synger,

og hvert et Ord hun høre kan:

„Vær ikke bange, du, som søger

med Aandens Drift, med Hjertets Ild,

om Sandhed i de gamle Bøger

og i den vide Verdens Spil.

Du føle skal, at Øiet klares

paa ensom Vei ved hvert et Fjed;

du føle skal, den maa besvares

den dybe Higen efter Fred.”

Hun knæled ned og støtted Kinden

mod Gitterværkets Jern saa fast,

og sagte suste Aftenvinden

i Silkeshawlets Foldekast.

Da skjælner hun ved Havedøren

en Skikkelse saa ensom staae,

men havde neppe seet den, førend

hun flyede lig en skræmmet Raa.

Han stod endnu ved Portens Laage —

som tryllebunden var hans Fod, —

og stirred, indtil Svimlens Taage

for Øiet Alting sittre lod.

Men da han skued Lyset tændes

i Værelset paa Husets Kvist,

som vel han anede var hendes,

hans dulgte Sang fik mer ei Frist:

„Du aner ei, at fra det Fjerne

min Sjæl du holder i din Haand;

du aner ei, dit Væsens Stjerne

har gjennemstraalet sødt min Aand.

Du sagtens aldrig faaer at vide

— thi vi maa vandre hver sin Vei —

at alle Tanker, gode, blide,

som jeg har fostret, skyldes dig.

Jeg græder og jeg sukker ikke,

jeg veed, jeg kan dig aldrig naae,

jeg kun Husvalelse vil drikke

af Dybet i dit Øies Blaa.

Taalmodig i de dunkle Dale

jeg vandre skal min skjulte Gang,

naar Hjertet kun i Aftensvale

kan synge ud sin stille Sang.”

Da klirrer sagte Kvistens Rude;

i Vindvet hist han hende saae;

hun havde Sangen hørt derude,

dog uden Ordet at forstaae,

men Toner, der i Natten strømme,

de overliste let vort Sind,

naar bløde, klagende og ømme

de styre deres Flugt derind.

Det sang og klang i ham saa fage,

men da hun bredte ud sin Arm,

som bad hun Sangens Aand at tage

mod hendes Hoved ved sin Barm,

da var det, som alt Liv, han rummed,

blev sammentrængt i hint Minut,

saa overmandet han forstummed,

og Røsten blev af Fylden brudt.

Hint mystisk-stille Stævnemøde

sig gjentog hver en Aftenstund,

naar Dagens Straaler vare døde

og Mulm indhylled Havens Lund.

Om Dagen kan man hende møde

med blegen Kind, med ringe Mod,

mod Aften hendes Kinder gløde,

og der er Ild i hendes Blod.

Hr. Grosserer, Hr. Grosserer!

Hr. er slemme Ting igjære.

Frøken Pryssing, Frøken Pryssing!

Lad mig være, lad mig være!

Hr. Grosserer, Hr. Grosserer!

Det er Deres Pligt som Fader —

Aa — De veed, at den Slags Pligter

helst jeg Frøknen overlader.

Hr. Grosserer!

                        Frøken Pryssing!

Hvis jeg ellers kan Dem tjene — —

Hr. Grosserer — jeg besværger

Dem at høre mig tilende.

Frøken Fanny ...

                        Hvad behager?

Er hun syg? Hvad feiler Fanny?

Nei hun har just ingen Sygdom,

men hun har en — Don Giovanni!

Er De gal? En Don ...

                                                Ja netop!

En, der staaer i Maaneglandsen

og til hendes Vindue synger

som paa Scenen Kristian Hansen.

Hvis han Husets Søvn forstyrrer,

skal jeg tage mig alvorligt

af den Ting, skjøndt Politiet

i det nordre Birk er daarligt.

Men, mon Dieu! hun lytter til det,

thi mens disse Toner bruse,

sukker hun, saa det kan høres

lige ned til Taarbæks Huse.

Det er lidt romantisk Sværmen.

I den Alder maa man gjerne

snakke lidt med Sky og Maane.

Blomst og Vind og Vand og Stjerne.

Husk paa Deres egen Ungdom

— Pokker tro Dem, gode Pryssing —

De har vistnok været fangen

tidt af Romantikens Hyssing.

Tiden os for Sligt kurerer,

Kuren gaaer som Fod i Hose,

den Skavank hos unge Damer

kaldes, troer jeg for Chlorose.

Hr. Grosserer, Deres Witz er,

mildest talt, uappetitlig.

Ja De veed, mig faaer De aldrig

„Weder tugendsam, noch sittlich.”

Vil De, jeg skal for Dem knæle?

Vil De, jeg Dem skal besværge?

Vær ved Midnatstid i Haven,

at De Ondet kan afværge.

Hør med Deres egne Øren

den Forførers Lokketoner,

der den stakkels Fugl vil fange

i den lumske Smigers Doner.

Naa — af Deres skjønne Tale

skal jeg lade mig bevæge,

skjøndt jeg ellers ei forstyrrer

mine Børn i deres Lege.

Sørg blot for, at et Gras Toddy

— af den Rom med Hvidt paa Proppen —

bliver bragt mig ned i Haven;

man maa ha’ lidt Varmt i Kroppen.

Der stod et lidet Fiskerhus

alt paa den hvide Strand,

der boede hos de Fiskerfolk

den unge, blege Mand;

en Vandringsmand saa uforsagt

ad Tankens steile Vei,

men paa hans tro, hans tause Færd

de Fleste agted ei.

Og de, der saae ham stride tungt

med Villie stærk som Staal,

de mente, at hans hele Kamp

var uden Med og Maal.

Dog aldrig havde han sig følt

alene og forladt,

han feired i sin egen Bo

en prægtig Fest hver Nat.

Der holdt han et Symposion,

hvor ædle Tankers Vin

høit perled under Fløiters Klang

i Gyldenkummen fin.

Med Roser og med Myrther var

vel krandset hver en Gjæst,

og ranke Kolonnader Hegn

slog om den hele Fest.

Men anstrængt Syssel dog betog

hans Kinder Rødmen sund;

thi var han flyet fra kvalme By

til friske Strand og Lund.

Fra Kamret i det Fiskerhus,

hvor nys han flytted ind,

hver Aften over dunkle Sø

hans Lampe kasted Skin.

Omkring ham drev Beaumonden hen

den Sommerdag saa lang;

han saae ei den, den saae ei ham;

de gik jo hver sin Gang.

Ei Raslen af et Silkeslæb,

der tæt forbi ham kom;

ei parfumeret Duft ham fik

til sig at vende om.

Han skjælned neppe, naar en Vogn

ham rulled stolt forbi,

imellem Hestene foran

og dem derindeni.

Og Damen, der sad høit tilhest

paa Amazonevis,

ham imponered neppe mer

end en Skovshovedgris.

Om Dagen streifed han omkring

imellem Skovens Træer,

om Natten sad han ved sin Bog

ved Lampens blege Skjær.

Det var en aarle Morgenstund,

han vandred ud saa fro,

det bløde Græs i Skovens Bund

strøg Duggen mod hans Sko.

Hvert Aandedræt ret dybt og fuldt

af denne stærke Luft

ham blæste Kraft i Brystet ind

med Skovens Kryderduft.

Hvor følte han sig let og ung

og sund og fri og glad;

hans Væsen følte sig i Slægt

med Bøgens bløde Blad.

Hvor Stien dreier om, der stod

et enligt Bøgetræ;

det gav en Kilde dyb og klar

saa skyggerigt et Læ.

Paa fine Mos ved Træets Rod,

mod Stammen støttet let

en Jomfru sad med Bog paa Skjød

— frit bølged Lokkens Net. —

Sig Ungdomsrosen folded ud

i Kindens fine Blod,

ud under Kjolen listelig

fremtitted liden Fod.

Paa Bogen sænked Øiet sig,

beskygget af sit Laag,

hvor var hver Mine fredelig,

opmærksom, barneklog.

Det var som lædsked hun sin Sjæl

ved høie, fagre Ord,

der rislede af Bogen frem

som Kilden op af Jord.

Den Ungersvend han standsed brat

— han blev helt elverskudt —

han sukkede — en Skranke blev

dybt i hans Indre brudt.

Der vælded Noget mægtigt frem,

han aldrig havde kjendt;

han mægted ei at faae sit Blik

fra Elverpigen vendt.

Han nænned ei at røre sig,

thi Lyden af hans Fjed

forstyrre maatte — tyktes han —

en hellig Kirkefred.

Thi stod han dulgt bag Buskens Grønt,

en Time vel han stod —

Først da den Jomfru reiste sig,

han flyttede sin Fod.

Han fulgte hende, mens hun skred

med Trin som Skovens Hind,

indtil hun naaede sit Hjem

og gik i Haven ind.

Og Aftnen kom med Kjøling sval

og Straaledands paa Sø,

og Bølger smaa saa mildelig

med Suk i Sandet døe.

Den unge Mand var syg i Sind,

saa stærkt det i ham klang,

ham Bogen tyktes stum og dum

og Stuen fængselstrang.

Thi foer han ud, og uden selv

at styre sine Skridt,

han standsed først ved Laagen der

i Havens Jernstakit;

da seer han paa Altanen staae

den hvide, ranke Mø,

da — veed vi — voxed Sangens Blomst

af Hjertets svangre Frø.

Nattestilhed huldt beskytted

Tonens Klang og Sangens Sprog,

Sangen lød, den Jomfru lytted,

lokkende den hende drog.

Med sig selv hun kæmper — stærke

dunkle Magter hende tvang;

snart den smalle Fod sit Mærke

tegner af i Havens Gang.

„Seiler du paa Nattens Bølger,

hvide Jomfru! i min Favn?”

„Tonens Strømme kun jeg følger

de skal bære mig i Havn.”

„Vil i dunkle Bo du bygge

med en ringe, fattig Svend ?”

„Ja, i Rosers fagre Skygge

bygge vil jeg hos min Ven.”

Løvet rasler stærkt, som skjærmer

trindtom Elskovsmødets Plads,

pustende en Mand sig nærmer

med et løftet Toddyglas.

Parret, der stod tætomslynget,

Mund mod Mund og Bryst mod Bryst

foer tilbage, frygtbetynget,

vented Straffens Tordenrøst.

Noget fra, saa strunk som Granen,

Frøken Pryssing, lang og tynd,

raabte med en stræng Formanen:

„Hr. Grosserer, naa! begynd!”

Og den brave Mand erindred

sig sin Pligt, men stammed lidt,

og hans Stammen rent forhindred

Ordet i at lyde vredt.

„Fanny, Fanny! Saadant Noget

maa du aldrig gjøre mer,

er du gaaet rent i Taaget?

— Jeg er opbragt, som du seer. —

De, min Herre, maa Dem skamme

over slig en Røverfærd;

jog jeg bort Dem med det Samme,

var De ikke bedre værd.

Aldrig i vort Firma kjendte

vi en slig Forretningsgang:

dette vilde, overspændte

Nattevrøvl med Maanskinssang;

fast, solid i hver en Retning

skeied det fra Banen ei,

hylded stedse denne Sætning:

„Bliv paa den reelle Vei!”

Altsaa burde jeg beseire

Dette Væsen med en Trumf,

at Principet kunde feire

Konsekvensernes Triumf.

Men De har en deilig Stemme,

raader over stærke Ord,

nys jeg kunde selv fornemme

hvor de gjennem Hjertet foer.

Jeg var engang ung og dristig

og en net og livlig Karl,

Elskov fangede mig listig

gjorde mig sentimental.

Det drev over efterhaanden

under Slid og Slæben sur;

Kul og Sukker stemte Aanden

i en rent prosaisk Dur.

Unge Herre! De har vækket

Ungdomsdjævlen med den Sang;

som en Due, vingestækket,

spjættende jeg nys opsprang.

Fanny — Minderne mig tynge

om din Moder fin og blød —

Havde saa jeg kunnet synge,

var hun ei saa tidlig død.”

Paa sin Datters Kind han kysser,

Taarer i hans Øine staa;

hun vil tale, mildt han tysser:

„Saa, min Pige, lad mig gaae.”

Frøknen kneiser end derhenne,

mumler: „Naa, det endte smukt,

Gudskelov jeg lærte kjende

i sin Tid Moralens Tugt.”