Jeg vil ud, jeg vil flyve fra Bøger og Støv,
hvori ellers jeg sidder og roder!
Jeg vil ud, jeg vil indaande Duften af Løv,
høre, Sang, som ej gaaer efter Noder.
Jeg har læst, jeg har svedt over mangen en Bog,
som var lærd, filosofisk, æsthetisk;
men se nu vil jeg læse et splinternyt Sprog,
og det er saa rask og poetisk.
Af Træet jeg lærer at skue frit i Luft,
jeg kan lære at glæde mig af Fuglen,
af Ræven kan jeg lære at bruge min Fornuft,
og romantisk Mysticisme af Uglen.
Industrien i Myretuens Værksted nok vil
mig Forstand paa det Praktiske give,
af det grublende Pindsvin, med Pigge dækket til,
faaer jeg Sands for det Spekulative.
Og af Ravnes og Kragers den vrælende Hær
kan jeg lære demagogisk at tale,
men af Sneglen, som for Alting sin Husfred har kjær,
konservativ at sky det Radikale.
Og Raaen skal mig vise i en susende Flugt
at sætte over Bakker og Tuer,
og Høgen, at i Verden man ej behandler smukt
stakkels Fjog, der er fromme som Duer.
Ja selv Gjøgen, som saa næsvist sine Æg putter i
stakkels fremmede Smaafugles Reder,
vil lære mig at sky det forfaldne Geni,
som slaaer Plader, og gjør Uanstændigheder.
Der er Liv, der er Liv i den Skov kan du tro!
Kom herud, du Poet, og bliv lyrisk!
Kom herud du Prosasjæl, her har ogsaa Væsner Bo,
som kan lære dig at blive mere dyrisk.
Men sé, Sangfugle dig, du poetiske Fyr!
jeg med Raaer og Træer helst anbefaler,
dig, min tykke Filister, skal jeg vise andre Dyr,
hvori du skuer dine Idealer.
Jeg selv, som vel sagtens er lidt af begge Ting,
sér baade paa det Ene og det Andet,
og søger, mens jeg saadan gaaer og driver omkring,
at blive rigtig alsidig dannet.
Ja flyv bort, ja flyv bort fra det kjedelige Bur!
flyv bort fra den lummervarme Stue!
Langt raskere der er i Vorherres fri Natur
end paa Kvisten ved Studerelampens Lue.