Efter ByronI saw thee weepDu græd — og Taaren klar og smuk dulgte dit Øjes Blaa,da var det som Violens Dug jeg sagte dryppe saa,Du smilte — og selv Solens Magt veg for dit Øjes Glød,for Livets fulde Straalepragt, der sig fra det udgød.Som Skyer over Solen faa et Skær saa dybt, saa blødt;— og neppe Aftnens Skyer graa mørkner det Rosenrødt —saa deler selv til mørkest Sind dit Smil en Glæde ud,der kaster dybt i Hjertet ind saa milde Straaleskud.