Blandt Plagerne, som selve Halte-Fanden,
hin Ægteskabets onde Aand, opspandt,
den første var et Skab, saa kom den anden:
det var en Tøffel — Ægtemænd ei sandt?
Om Skabets Plads vil Striden aldrig ende,
og Tøflen mangen „Kone i sit Hus”
har over Mandens Hoved hængt behænde
som hint Damoklessværd i Syrakus.
Men Asmodæus er dog ei almægtig,
som alle Djævle er han noget dum,
der er især en lille Gud, som prægtig
begrændser Halte-Fandens Raaderum.
Den samme Gud befaler tidt den Skare
Eroter, der omflagre ham i Krands,
ind i et ham hengivent Hus at fare
med Sang, der tvinger alle Ting til Dands.
Det Skab, hvis Plads for Strid var Gjenstand atter,
sig flytter af sig selv og dandser med
og standser først, naar Parret under Latter
udraaber: Lad det vælge selv sit Sted!
Og Tøflen lystigt snurrende sig svinger,
til Traaden brister, som den svæve lod,
og Sangens Tryllemagt tilsidst den tvinger
at sætte sig paa Fruens lille Fod.
Saa dyrk den skjønne Gud, som lod Jer finde
hinanden i den feire Ungdomsstund;
reis ham et Alter, som I maa omvinde
med Krands af Blomster smaa fra Vang og Lund.
Den Duft kan Asmodæus ikke lide,
og frister han Jer til en enkelt Gang
om Skabets eller Tøflens Plads at stride,
saa kommer Amorinerne med Sang.