Ad aabne Vinduer toner en ædel Melodi;
den lille Dreng fra Kjæld’ren staaer som fortabt deri,
de store klare Øine opspilede staae,
og jublende han klapper i begge Hænder smaa.
Fra Vaskertuden bruser en Flod, saa grumset, fed,
og skyller, graa og skiden, i Rendestenen ned;
og Drengen ned sig kaster med praktisk Energi,
begraver begge Arme til Albuen deri.
Symbolet var lærerigt, men Lærdommen grov;
oprigtig talt, — jeg følte mig inderlig flov.