To Gjenbogaarde i Landsbyen laae,
over Veien de paa hinanden saae.
Paa Porten af hver var en Aabning rund,
der tjente til Kighul for hver sin Hund,
som stak gjennem Hullet den sorte Snude
og mored sig med at gjøe og tude.
De bjæffed, saasnart de hinanden saae,
dermed fik de Tiden til at gaae.
I Gaarden tilvenstre tjente Mads,
i Mark og Lo han var paa sin Plads.
Og Sidse tjente i Gaarden tilhøjre,
var skrap til Køer at malke og tøire.
Naar henad Aften de fik lidt Ro,
de mored sig med at staae og gloe.
Mads læned sig op ad en Pil ved Stakittet
og listelig over til Sidse titted,
og Sidse stod under en Hyldebusk,
der nikked med hviden Blomsterdusk.
Den første Aften han saae paa Sidse,
begyndte hun knibsk med Nakken at vrisse.
Den anden Aflen hun brummed: »Hæ,
hvad bilder han sig vel ind, det Fæ?«
Den Tredie Aften han spurgte blidt:
»Naa hvordan gaaer det?« Hun svared: »Skidt!«
Den fjerde Aften hinanden de see —
og begge begyndte at skoggerlee.
Og Mads trak Munden til Ørerne op,
af Latter rysted hans store Krop.
Hun lo, saa Taaren Trilled paa Kind,
som Rosen rød og som Æblet trind.
Saa gik det hen vel i Uger to,
de talte ikke, men skoggerloe.
Tilsidst han voved til hende at nikke,
hun nikked igjen; men de talte ikke.
Den næste Gang over Veien han skraaede,
men hun løb ind — han ei hende naaede.
Men Aftenen efter rendte hun ei,
da Mads sprang over den Landevej.
Om Livet han hende saa modigt tog,
hun lo og mandeligt fra sig slog.
Men Mads han kyssed den Læbe rød
saa fast, at henover Mark det lød.
Og Fuglen fløited i Hyldens Læ,
mildt suste det hvidgraa Piletræ.
Han kneb i de Kinder røde og runde,
og vældigt gjøede begge Hunde.