Silvia
(Efter Giacomo Leopardi)
(Efter Giacomo Leopardi)
Sig Silvia, kan du huske
dit svundne Jordeliv, da Skjønhed straaled
i dine klare Øine,
som foer saa livligt om og altid smilte,
da glad og drømmerig ind i din Ungdom
med lette Fjed du ilte?
Udfra din stille Stue
fløi Tonerne saa vide,
du sang og sang bestandig,
naar over Vævens Ramme du sad bøiet,
saa hjertelig fornøiet
ved Tanken om, at du en Fremtid eied
saa sød som Maiens Duft. Saalunde pleied
hver Dag for dig at glide.
Da lagde jeg tilside
de kjære Studier og de gamle Hefter,
som jeg saa længe offred
Blomsten af mine Aar og mine Kræfter;
og fra Balconen paa min Fædrebolig
jeg fanged dine Sange med mit Øre
og lytted for al høre
din Haand henover Væven flittigt løbe.
Det gyldne Solskin leged
paa Vei og grønne Haver;
hist saaes det fjerne Hav, her fjerne Bjerge;
ei nogen Tunge tolker,
hvad da mit Bryst bevæged.
Min Silvia! hvor vi to dog
var fyldt’ af Mod og Haab og Længsler bløde,
hvor lo dog os imøde
det hele Jordens Rige!
Naar nu hint stolte Haab jeg atter mindes,
af Tanker brat jeg bindes,
saa bittre, smertelige,
at strax min grumme Skjæbne Graad mig volder.
O sig mig, Liv, hvi holder
du ei, hvad i de Dage
du loved os? Hvorfor vil Jordens Sønner
saa grusomt du bedrage?
Ak, før for Vintrens Aande Græsset visned,
du overvunden blev, du spæde Pige,
af længe dulgte Sygdom. Ei du skued
Blomsten af dine Dage;
din Sjæl blev ei husvalet
ved fagre Ord om dine sorte Lokker,
om dine bly og elskovsfulde Blikke,
og paa din Bryllupsdag har ei Veninder
om Elskov med dig talet.
Jeg blev ei mindre skuffet!
Jeg saae mit søde Haab saa hastigt blegne,
thi Skjæbnen mine Dage
den friske Ungdom røved.
I Grav du maatte segne,
du, som min Alders Vaar saa huldt ledsaged
du Haab, af Taarer vædet.
Er det den rige Verden
af Elskov, Lykke, freidig Færd oplivet,
hvortil vi dengang begge har os glædet?
Nei Jordens Børn en anden Lod blev givet!
Hint var kun tomme Drømme.
Se Dagen kom, da slukkedes din Stjerne,
mod blege Død og golde Grav jeg skuer
dig pege fra det Fjerne.