Sødt Roserne dufted
fra Havens rige Bed,
Jasminens Aande blanded
saa kjælent sig dermed,
og Myggesværmen surred
i den tause Sommerkvæld,
mens Solen sendte Jorden
sit glødende Farvel.
Paa Bænken hist paa Høien
sad taus den Ungersvend,
og drømmende hans Øie
svømmed i Luften hen;
som søgte det mod Vestens
ildfunklende Land,
der trylleagtigt toned frem
ved Horizontens Rand.
Tankefuld er hans Pande,
hans Mund er uden Smil,
det unge Bryst alt prøved
den bittre Tvivlens Pil.
Alle de gyldne Drømme,
som med han havde bragt
fra Aandens Løvspringstime,
ham tyktes i Graven lagt.
Ham tyktes Livet fjendtligt
imod hans Ungdomstro,
dets Gaader havde skræmmet
fra Sindet Fred og Ro.
Og tidligt ind var hvirvlet
i Malstrømmens Tragt
den Tanke, som saa nylig
var til Bevidsthed vakt.
Der sad han nu hensunken;
uroligt Brystet steg,
dog efterhaanden Mildhed
sagte derind sig sneg.
Det var, som om Naturen
talte til ham saa godt
og trøsted ham for Livets
Skuffelser og Spot.
Han mærked ei de Trin, som
lød nær i Havens Gang,
han saae ei den Cigarsky,
som mod ham sig svang.
Han vaktes først, da pludselig
hans Onkel for ham stod,
der strax en dyb og værdig
Rømmen høre lod.
Hans Onkel var Justitsraad.
Ridder og Dannebrogsmand,
og En af dem, som øve
Lov og Ret i vort Land;
Byfoged der i Byen,
Vagabondernes Skræk,
anseet som et Orakel
i den hyggelige Flæk.
Han gik nu sin Spadseretour,
lidt træt af Dagens Slid,
med gylden Vestekjæde,
med Halsklud stram og hvid,
forresten trind og fyldig,
som en nybagt Brioche,
en respektabel Embedsmand,
»sans peur et sans reproche.«
En Mand, der gik saa sikkert,
der aldrig vaklet bar;
paa hvert et Livets Spørgsmaal
han havde færdigt Svar.
Hans Tankes Ellipse
var begrændset og fast,
hans Blik paa alt Forstyrrende
var roligt og hvast.
Han altid gik den brede,
den lige Landevei,
og Alt hinsides Grøften
generede ham ei.
Et flygtigt Sideblik kun,
saa videre fort!
en tvivlsom Anerkjendelse —
saa skyndte han sig bort.
Som sagt, han sig rømmede:
»Naa Du sidder der,
fortabt i Sværmeri
i det deilige Veir.
Ja en saa prægtig Solnedgang
iaar er nogel Nyt
og maa særdeles fængsle
et modtageligt Gemyt.
Men Kjære, hvad er iveien?
Du seer saa traurig ud
i denne smukke Time;
ja du græder fast, ved Gud!
Det siger jeg dig, Julius,
bliv ei sentimental,
det passer ei for Tiden,
man tænker, du er gal.
Lad ikke dig forlede
til Klynken og Suk,
men overlad til Blomsterne
at trækkes med den Dug.«
Her standsed han sin Tale
med et smørret lille Grin,
han fandt sin egen Vittighed
saa overmaade fin.
Hans Søstersøn løfted
hurtigt sit Hoved op,
han følte som et Styrtebad
fra Taa og til Top.
Men Onkelen vedblev:
»Naa mulig har du lidt
en positiv Krænkelse,
som Livet giver tidt.
Men den skal du møde
med overlegent Smil
og trække rask af Saaret
den smertende Pil.
Lad Fruentimmer græde,
en Mand skal være kjæk« —
Her pusted han en Røgsky
saa tappert fra sig væk.
Da mæled Søstersønnen:
»Tak Onkel for dit Raad!
Saae du hos mig en Taare,
det var ei Kjærlinggraad.
Den kom kun af en Længsel,
barnagtig maaskee,
efter de gyldne Kyster,
jeg kan i Vesten see.«
»Saa du vil hen til Solen?
Aa, maa vi være fri!
Hør nu, min kjære Julius,
det er jo Skaberi.
Selv poetiske Drømme
maa have en solid
og vederhæftig Basis
i Rum og i Tid.«
Troskyldigt den Unge svared:
»Sig, kjender du ei en Trang
mod Lyset op at flyve
under Hjertets Jubelsang,
en Lyst til ret at læse
de blanke Stjerners Skrift?«
»Aa jo, hvem har ei mærket
en lignende Drift.
Men hvad der kan løses,
det har jeg ogsaa løst,
i min Ungdom har jeg flittigt
af Kundskabsbrønden øst.
Det var vel en Biting,
men dog en ganske god,
at jeg ved min Examen
som den Øverste stod.«
»Men tyktes aldrig Livet
dig en Udlændighed?
flød aldrig hen i Taage
din Stræbens Maal og Med?«
»Aa nei, for Patrioten,
som er en dannet Mand,
det gjælder kun at virke
for sig og for sit Land.«
»Dig gav de milde Guder
maaskee den Gave god
at drukne Tvivl og Sorger
i en mægtig Latterflod?«
»Jeg leer, naar det er passende,
ei som en trodsig Knægt,
og for de faste Former,
jeg nærer dyb Respekt.
Jeg har ogsaa Idealer,
og ikke saa faa,
men veed tillige meget vel,
man kan dem aldrig naae.
Man stræber efter Evne,
saa faaer man sin Løn,
den gives En af Staten,
der behøves knapt en Bøn.
Klem ned din exalterte,
uklare Fantasi.
Tag min Skjæbne til Exempel
og speil dig deri.
Jeg tænker paa den Agtelse,
jeg nyder i min Stand,
ei paa den Bagatel, at jeg
er Ridder og Dannebrogsmand«
Saa dreied sig paa Hælen
Justitsraaden kjæk,
og Selvtilfredshed glindsed
saa fedt ud af hans Træk.
Hans Tale havde virkelig
været til Gavn og Lyst,
en dygtig Latter rystede
vor Ungersvends Bryst.
Han ilte ud paa Marken,
og i Aftenen svang
ud fra hans friske Bryst
sig en kaad og lystig Sang.
Det lysned for hans Øie,
det løste for hans Mund,
han følte som en Luftning
saa styrkende og sund.
Stem op din Fiol til en glad Melodi,
lad Sorgerne kvæles og drukne deri,
lad Latter fra Strængene bruse!
Og Verden vil dreie sig lystigt omkring
og tvinge til Dands selv de tungeste Ting;
Thalia du vælge til Muse!
Vrid ei dine Øine paa tragisk Maner,
men gnid dem, saa klart de Komedien seer,
paa Livets lavkomiske Scene!
See, værdige Skikkelser dandse selv med
med Benene op og med Hovedet ned;
hvo nænned dem Sligt at formene?
Hist gjør Excellencen balletmæssigt Hop,
Etatsraaden vralter i Svinegalop,
Pastoren smaat luntende traver,
og summus theologus gjør Pirouet,
og tykke Grosserere valtse saa net
med dinglende Kinder og Maver.
See, Onkel er med som Balletfigurant,
aa see dog, hvor Tante han svinger galant;
hans Ridderkors dingler og rokker.
Og Honoratiores i By og i Egn,
hver Amtmand, hver Provst og hver Brandkapitain
maa dandse med Degn og med Klokker.
Der hjælper dem Intet; de maae holde Takt,
de drives af en ubetvingelig Magt,
mens Tonerne bruse og stige.
Dands med! men husk paa, det er Spas kun og Styr,
gjør ingen Fortræd de godmodige Dyr,
husk paa, at det er dine Lige!
Men standser med Dagen den buldrende Larm,
og stiger saa Maanen paa funklende Karm,
din Sjæl mod det Høie lad skride!
Og Mangen, hvoraf om Dagen du lo,
dig møder i Aanden paa stjernelys Bro
med Tanker saa milde og blide.