Skyg over mig, hvert Barndomsminde
fra Fredens Tid i Hjemmets Skjød,
da Trøsten var saa let at finde
som Barndomshavens Rose rød;
skyg over mig, hvert Barndomsminde!
Skyg over mig, I Ungdomsdrømme,
om end mig skuffed Eders Røst,
naar Lædskedrik af Livets Strømme
I loved mig med gylden Høst;
skyg over mig, I Ungdomsdrømme!
Skyg over mig, du Elskovstanke,
som spired paa en Sommerdag
og groede under Stammer ranke,
mens Droslen slog sit sagte Slag —
skyg over mig, du Elskovstanke!
Skyg over mig, I Arme bløde,
der altid aabned mig en Favn
og bød fra Livets Strid og Møde
ved Arnen mig en rolig Havn —
skyg over mig, I Arme bløde!
Skyg over mig, hver Vennetale
af dem, som altid mig forstod,
som Fuglesang i Aftensvale
den læged tidt det syge Mod —
skyg over mig, hver Vennetale!
Skyg over mig, alt Godt jeg mødte,
at jeg kan blive mild og blød
endog mod dem, der bort mig stødte,
naar jeg min hele Sjæl dem bød —
Skyg over mig, alt Godt jeg mødte!