En Røst fra de gamle Dage
helt sælsomt for mig klang —
det var, som jeg hørte din Stemme,
at atter den barnlig sang.
Dit Billed fra svundne Tider
tonede frem for min Hu,
det løfted sig frem — et Forhæng
brast mellem Før og Nu.
Hvad Aarene lagde imellem —
Glemselsskyerne graa,
nu hvirvledes bort som Taagen,
naar Solen aander derpaa.
Jeg rakte mig hen imod dig
at skue de kj endte Træk —
du skjælved — og i din Mine
jeg læste en lønlig Skræk.
Og Taagen sank for mit Øie —
bag den jeg end dig saae —
og skjælned jeg ret — en Taare
jeg skued i Øiet staae.