Jeg saa dig i vor Barndomstid;
du var saa god og from;
jeg standsed i min glade Leg,
naar du for Tanken kom;
og stille satte jeg mig hen
dybt i den skjulte Krog,
jeg blev med Et saa underlig
betænksom og saa klog.
Og naar jeg læste Eventyr
om Alfers lyse Flok,
blev du en Alfedronning med
Guldkrone om din Lok.
Og læste jeg om Frøknen, som
i Taarn var muret ind,
saa var jeg Ridderen, som vandt
den Mø med Rosenkind.
Jeg saa dig, da mit Hjerte stod
i varmest Ungdomsglød,
men naar dit Billed for mig tren,
blev strax jeg mild og blød;
naar dragen blev min Hu og Sands
til Livets vilde Lyst,
slog du de bedste Strenge an,
som gjemtes i mit Bryst.
Du stod for mig i hver en Drøm
saa liflig og saa smuk;
dig gjaldt min glade Sang, og dig
gjaldt og mit dybe Suk.
Og hvis i nogen Aandens Kamp
med Sejer jeg bestod,
var du Valkyrien, som fra Sky
opflammede mit Mod.
Du blev min Viv, og siden, da
jeg bleven var til Mand,
din Favn mig var en Skygge god
for Solens hede Brand;
og lig en Slyngblomst vandt du dig
opad den Mur saa graa,
og dækked hvert et Hul, som Storm
og Regnskyl slog derpaa.
Og da vi begge gamle blev,
mens Aarene de gik,
du næred Lyset i min Sjæl
ved Straalen fra dit Blik.
Thi kom end Furen paa din Kind,
og hvidned Sné dit Haar,
dit Øje straaled end saa klart,
som unge Sol i Vaar.
Selv nu, da du er død, din Aand
dog flyver til mig hen,
du kunde ej forlade rent
din kjære gamle Ven, —
ja tidt jeg mærker Susen af
din Englevinges Slag,
naar Nattens Mulm har jaget bort
den lange, lyse Dag.
Thi naar i sildig Aftenstund
med Bogen paa mit Bord
jeg sidder ene, fuldt og fast
jeg paa din Nærhed troer;
jeg læser højt, hvad du holdt af
blandt gamle Sagn og Kvad; —
vel stundom falder Taaren ned
paa Bogens hvide Blad.