Langs Quaien ved Bugten i Napolis Stad
en Sanger ved Guitarren kvæder,
og henstrakt i Middagens Solstraalebad
en lyttende Skare sig glæder;
hist sés Lazzaronen, som Kroppen med Lyst
ad Stenbroens Fliser henslænger,
her Kvinden med broncegult, svulmende Bryst,
en sortøjet Glut ved det hænger.
Og Sangerens Stemme den lyder saa smukt
til Klangen af Guitarrens Toner;
svagt Ekko den svarer fra spejlklare Bugt,
stærkt Bravo fra tre Lazzaroner.
Han selv sidder stolt i den kredsende Flok,
en Drot blandt de pjaltede Helte,
kjækt under hans Solhat hans krusede Lok
ad Nakken sig ned monne vælte.
Halvt Øjet er lukket, som stirred det ind
mod Tanker, som holdes i Fængsel,
ned ruller imellem ad solbrændte Kind
en Taare med ilende Længsel,
snart lyder hans Stemme saa dæmpet og blød
som maatte af Luften den sluges,
og snart sig en Harme igjennem den skjød,
der voxede mer ved at knuges:
„Sig har du vel sét, naar i rosenrødt Skin
de dæmrende Høje sig hylle,
saa har du og sét hendes buede Kind
med Rosernes blomstrende Fylde,
og hvis du har sét, hvor i Dalenes Lund
den Pinie dronninglig knejser,
saa kjender du ogsaa, hvor stoltelig hun
i slankeste Styrke sig rejser.
Og har du indsuget et Aftenpust blødt,
naar Læberne tørstige brændte,
saa véd du jo ogsaa, hvor Kysset var sødt,
som til mine Læber hun sendte,
og hvis du har sét, hvor i mægtige Nat
Vesuv med sin Flammepragt pralte,
du kjender det luende Livsmod, som brat
i gnistrende Øjne sig malte.
Den rige Barbar hende lumsk fik forført,
for Guld hendes Skjønhed han kjøbte,
den bølgende Barm blev i Silken indsnørt,
et Shawl hun om Midien svøbte.
For mig er hun død, — men Mindet end der
i Hjertet mig svier og brænder,
og der driver Kvaler saa graadig en Færd
som Ulve med knivskarpe Tænder.”
Her kvaltes hans Stemme. Mod Brystet sin Haand
med krampagtig Styrke han pressed,
som vilde han nedtvinge dybt i sin Aand,
den Byrde, som paa det var læsset.
Men flugs han sig rejser. Sin Guitar han smed,
mod Stenbroens Fliser den klirred,
saa sang han igjen, saa det gjenlød derved,
skjøndt Røsten den skjælved og dirred:
„O kunde jeg favne den engelske Hund,
saa alle hans Ben maatte knække,
og kunde saa hende jeg kysse paa Mund,
saa Kysset det kvalte os begge!
snart skulde min Stemmes den sidste Rest,
i susende Latter sig klæde,
en Klang, som naar Vinde i lystigste Blæst
en Dands mellem Bjergene træde.”
... Et Stykke fra Skaren, som lyttende sad,
en Herre og Dame spadsered.
De standsed og hørte en Stund paa det Kvad,
men Damen sig følte generet.
Hun trak i sin Herre og skjælvede let,
men han paa Cigaren kun gumled,
og stirrende gjennem sin Guldlorgnet:
„It’s pleasant to hear it”, han mumled.
Den Dames Figur var saa slank og fin,
kun syntes af Pynten hun hindret,
bag Sløret udtittede Kindens Karmin
og ravnsorte Øjne, som tindred,
men Herren var blond, og det rødlige Skjæg
dorsk groede paa Kinderne fede,
han stod der med Haanden i Lommen saa træg,
og gabed af Dvaskhed og Lede.
Da Sangeren standsed og Øjet opslog,
traf Blikket de pyntede Tvende,
strax Rødmen i solbrændte Ansigt opjog,
hver Muskel sig stramt maatte spænde.
Han lo med en Latter saa hæslig og hul,
der brudt sig fra Brystet fremstødte,
hans Øjne de rulled som flammende Hjul,
i Læben han bed, saa den blødte.
Et Spring! og strax nærved de Tvende han var
og paa sine Arme dem løfted,
og henimod Bolværket rask han dem bar,
alt mens som en Tiger han snøfted.
Saa langt ud i Vandet han med dem sig svang,
det plasked og syded og skummed,
ej Tilskuerflokken sig rejste engang —
„Ah, bravo, ben fatto!” den brummed.