Nu, min lille Glut, er du død,
skjult i den sorte Seng!
Sovet fra Verdens Jammer og Nød
er nu min lille Dreng,
sovet fra Verdens isnende Spot,
værre end bittrest Død.
Lille Dreng, nu har du det godt;
— du var til Skjændsel jo fød.
Døden en snæver Bolig dig gav,
— Taget er Muld og Grus.
Tryggere hviler du dog i din Grav
end i din Moders Hus.
Thi din Moder kaldtes et Skarn,
skjøndt hun elsked som Faa,
dig man kaldte et Slegfredbarn,
monne saa ilde dig spaa.
Og du smilte saa mildt og sødt,
ej du forstod den Spot.
Moders Ansigt blev dunkelrødt,
hun forstod den saa godt.
Stakkels Barn, dit venligste Smil
brændte mig som en Glød,
saaret jeg blev af hvasse Pil,
hvergang din Taare flød.
Nu er dit Smil brat veget bort;
tørret er Taarens Væld,
aldrig dog Natten mørk og sort
viger fra Moders Sjæl.
Gudskelov, at dit Øje ej vil
aabnes for Jorderigs Vé,
Moder har trykket det trofast til,
Ingen turde det sé.
... Vinden rasler i Løvet gult —
det er din Ligfærdssang,
Havet bruser saa dumpt og hult
det er din Gravklokkeklang.
Uglen tuder fra bladløst Træ, —
det er en daarlig Præst;
dog han præker, det arme Kræ,
sagtens som han kan bedst.