Vel rødme de Skyer saa smukt i Vest,
naar Solen til Hvile gaaer,
langt skjønnere rødme dog kan den Kind
naar bly du Øjet nedslaaer.
Vel funkle de Stjerner saa mildt i Kvæld
og lyse paa natlig Vej;
langt mildere tindre dog kan dit Blik,
naar du det hæfter paa mig.
Vel iler den rislende Bæk saa rask
langs ned ad sandede Hæld,
men raskere rinder igjennem dit Bryst
din Tankes perlende Væld.
Vel synger den Fugl saa smukt paa Kvist,
Sølvklang i dens Strube boer,
men mere liflig end Nattergalsang
er dog dine Elskovsord.