Ofte til Minde jeg drages endnu,
hvor i min Ungdom jeg gjerne
styred min vidt omhigende Hu
hen under Hellas’s Stjerne.
Mangen en Gang for mit Øie jeg saae
Oldtidens høie Gestalter at staae,
ei som Mumier døde,
blege og uden Blod;
herligt med Kinder røde
straalende for mig de stod.
Gudernes, Heltenes brogede Færd,
snart i Olymp, snart paa Jorden,
Klangen af Lyra og Klirren af Sværd
samles i rhythmiske Orden.
Klart funkler Templet i Sollysets Pragt,
rigt folder Dandsen den bølgende Dragt;
hist paa Palæstra de Unge
flokkes til dristigt Spil,
høit den begeistrede Tunge
sjunger Paianen dertil.
Gysen saa dybt gjennem Sjælen mig foer;
trodsigt mod salige Guder
slynger Prometheus de knusende Ord,
Stormen om Fjeldtoppen tuder;
Natmulmet brydes af sælsomme Lyn
alt ved Kassandras profetiske Syn;
See Antigone vanke
bleg til Gravhulen trang
bort fra de Brudeblus blanke
og Hymenæernes Klang.
Tys! men af Latter en Storm blæser op!
høit paa den rivende Bølge
svømmer af pudsigste Masker en Trop
frem i uendeligt Følge.
Guder og Mennesker, Himmel og Jord
hvirvles afsted i det buldrende Chor;
hisset med Laurbærkrandsen
høit Aristofanes staaer,
vildere frem bruser Dandsen,
alt mens han Plekteret slaaer.
Nutidens Liv jeg kun daarligt forstod,
tomt det mig tyktes og øde;
enlige Drømme var det, som lod
Hjertet og Kinderne gløde.
Baand, som mig knytted til Mennesker, brast;
dog har det ene i Tiden holdt fast:
Baandet til Barndomsvennen,
valgt i de tidlige Aar;
sikkert det holder til Enden,
alt medens Tiderne gaaer.
Fjerned vor Hu fra hinanden os vidt,
atter vi sammen os nærmed,
spændtes end Baandet ængsteligt tidt,
har dog en Gud det beskjærmet.
Tidt, naar hver Sjæl for mig syntes stængt,
har jeg til dig saa inderlig trængt,
trængt til af dig at flyttes
mod Tankens alvorlige Land,
naar jeg ustadigt stødtes
om paa Stemningers Vand.
Nu skal vi skilles, og nu bryder frem
Hjertesproget, det dulgte:
Glem ei den gamle Ven i dit Hjem,
som dog saa trofast dig fulgte.
Mindes ham stundom, men mindes ham kun,
som du ham saae i hans bedste Stund;
glem, hvad det flygtige Lune
lagde i Munden ham let,
naar han paa Livets Rune
havde stirret sig træt.
Altsaa skal du, min Ungdoms Ven,
bort til de Strande drage,
hvor i begeistret Længsel jeg hen
higed i Ungdoms Dage,
did, hvor end Templets revnede Væg
bærer af Guddomstanken Præg:
Hellas’s deilige Kyster,
Pallas Athenes Stad,
der, hvor end Minders Røster
suse om Søilernes Rad.
Med vil du bringe Hjerte og Aand
til at nyde og samle,
til at væve det knyttende Baand
mellem det Ny og det Gamle.
Fader Homeros’s Verden paany
vil for din undrende Tanke gry,
Skjønhedstypernes Vrimmel,
Eros’s Fødselsfest,
Platons Ideers Himmel
vil dig byde til Gjæst.
Naar du i maaneklar Aftenstund
over Akropolis skrider,
og naar paa Sjælens dæmrende Grund
lege de gamle Tider;
naar der af Oldtid bæver en Klang
til dig igjennem Vindenes Sang;
da for min Aand du tale;
bring en Hilsen, som den
tidt til Hellas’s Dale
ydmygt har skikket den hen.