Prolog
til Festen for A. P. Berggreen
til Festen for A. P. Berggreen
den 14de September 1872
den 14de September 1872
De fagre Syner fra de dybe Drømme
i vort Aarhundreds rige Morgenstund
du saae som store, hvide Skyer svømme
paa Østenhimlens Guld- og Rosengrund,
du lokkedes mod dem af Længsler ømme,
der fødte Toner i dit Hjertes Bund,
snart frem de sprudled, kvægende og milde,
som under Busken Skovens friske Kilde.
Hin store Sjæl, hin Sangens Drot udkaarne,
der kjækt fremmaned Romantikens Aand
at bygge Borgen med de slanke Taarne,
bandt dig til sig med Hjertets bedste Baand;
og derfor dine Toner adelsbaarne
gik trofast med hans Rhythmer Haand i Haand,
og Oehlenschlagers Navn end for dig funkler
med Stjerneglands, som ingen Sky fordunkler.
Og disse underlige simple Sange
med Klang som fra Naturens eget Bryst,
med Skjønhed som den vilde Blomsts paa Vange,
dem har du lyttet til af Hjertens Lyst,
og det dig tyktes tidt og mange Gange,
de lød med mere klar og liflig Røst
end de, der hyldes larmende af Vrimlen
i gyldne Sale, uden Syn til Himlen.
Endnu vi see, hvor andagtsfuldt du lytter
til alle Sider efter Visens Klang:
til Viserne fra Bjergets Sæterhytter,
til dem, der bæve over Høstens Vang,
til dem, der til en Cithers Stræng sig knytter
i Sydens Aften, bag Orangens Hang,
til dem, der bruse fra de Unges Klynge,
naar jublende de sig i Dandse slynge.
Begeistret drømte du i Ungdomsdage
om os at sanke sligt et Toneflor,
og medens Aarene henrulled fage,
du samled uforsagt i Syd og Nord,
og aldrig hørtes modløs du at klage,
naar Verden ændsed ei din Vandrings Spor,
thi Kjærligheden har dig fremad drevet,
og derfor er din Drøm til Sandhed blevet.
Ja Kjærlighed, som mildner og forsoner,
var altid Grundakkorden i dit Sind,
den Sjælen er i dine bedste Toner,
den fletter sig i al din Gjerning ind.
Som efter hede Dag fra Skovens Kroner
os kvæger mildt i Kvæld en kjølig Vind,
gid Kj ærlighed dig vifte blødt imøde,
mens Aftenskyerne i Vesten gløde.
Hav Tak, du Gamle, at Du os fremstilled
en trofast Virken for en ædel Sag;
ei nogen Kastevind din Kurs forvilded,
og aldrig har du tonet fremmed Flag;
og derfor staaer med rene Træk dit Billed,
trods Modens Lune, skiftende hver Dag,
som Lære for en Slægt, der ofte glemmer
det rene Hjertes Sang for falske Stemmer.