Ved et sælsomt Mirakel
har jeg kapret „en Blaa,”
og saa let som jeg vandt den,
saa let skal den gaae.
Af de nyttige Ting
vi til Overflod eier;
den skal springe, den Lap,
til en Flaske Tokaier.
Og to Glas af de slebne
skal min Vin slutte ind,
see, paa Randene spiller
et syvfarvet Skin.
Mod den funklende Sol
ville Glasset vi svinge,
i den sittrende Luft
høit et Hurra skal klinge.
Kan du see, hvor den funkler
som en brændende Glød?
Kan du mærke den hede
med Lue saa sød?
Høit sig reiser vor Krop,
bliver rank som en Søile,
og ubændigt vort Mod
bryder Remme og Tøile.
Marsch! til Ungarn vi vandre,
hvor den Solstraale huld
frem af Fjeldvæggen lokker
den Vindrues Guld.
See, der luer alt Blus
fra Zigeunernes Skarer!
See, der sprænger afsted
de broderte Husarer!
See, hvor Piger og Svende
sig i Dandsene snoe!
Tambourinerne hoppe
paa trommende Kno.
Hør, de trampe saa fast
med de Støvler saa store,
hør den taktfaste Klang
af den klirrende Spore!
See, Magnaten paa Skimlen,
der gjør stolt Kapriol!
Han har Foerværk til Bræmme
paa guldsnoret Kjol.
See hans Knebelsbart lang
ud i Luften sig svinge,
martialsk ved hans Lænd
rasler Krumsablens Klinge.
Er der mere i Flasken?
Nei, jeg troer, den er tømt —
Ikke sandt, for fem Daler
har lifligt vi drømt?
Til vort venlige Hjem
søger Tanken tilbage
med en Skat Poesi
for de nærmeste Dage.
Den skal synge og klinge
til den daglige Dont,
saa vi leer ad den Prosa,
der ellers gjør ondt.
Af de nyttige Ting,
vi til Overflod eier;
naar jeg tjener „en Blaa”,
skal den gaae til Tokaier.