Naar jeg seer dig, mild og venlig,
ved Klaveret sidde bøiet
og opmærksom paa de sorte
Nodetegn at fæste Øiet,
for Oktaven helt at spænde
seer de Fingre smaa sig strække,
seer dem famlende at søge
langs ad de Tangenters Kække,
er det, som jeg saae Symbolet
paa en Sjæl, der stille higer
efter Harmoni at finde
i den vide Verdens Riger;
i den vide Verden søger
om et Ekko, der kan svare
Hjertets dnnkle Suk og smelte
dem til Toner fulde, klare.
„Beder, saa skal Eder gives!"
Du har bedet fromt og længe
om en Klang af hine fjerne
Sfærers gyldne Harpestrænge
Derfor vil det nok Dig gives,
Sjæl, som søger, Sjæl, som længes!
Ei skal for en trofast Higen
Tonelandet evig stænges.