1.
Du er jo end saa frisk og smuk
som da du var min Ungdomsbrud,
som da du sendte Længselssuk
i Hjemmets stille Have ud.
End elsker du de grønne Træer,
den friske Vind, det sølvblaa Vand,
end drømmer du i Stjerneskjær
saa sødt om et forjættet Land.
Og dog du vandrer her saa sund,
saa stille, fordringsløs og god,
og seer hver Urt i Skovens Bund,
Skovmærket bly ved Bøgens Rod.
Du minder mig saa mangen Gang
om Vaarens første Blomsters Duft,
din Stemme har sin gamle Klang
som Lærkekvad i høien Luft.
Og i vort jævne Dagligliv
du Farve, Duft og Tone strøer.
Held den, der fik en saadan Viv;
han har det bedst bag Hjemmets Dør.
Din gamle Elsker her iløn
en Vise til dig tømret har —
Hør — sig, at den er ganske kjøn,
saa glæder sig den gamle Nar.
2.
Som dæmpet Sang paa Voven
i Sommernattens Stilhed,
som Aftensuk i Skoven,
som Vesperklokkens Mildhed,
som liden Sky, der værner,
naar Solen hedest gløder,
som Glimt af Sølverstjerner,
der gode Tanker, føder,
som alt det Varme, Milde,
der soner, og der læger,
som Alt, der virker stille,
men dybest os bevæger,
saa er din Hu, du bløde
og dog saa stærke Kvinde,
bos hvem fra Kamp og Møde
jeg altid Fred kan finde.