Du skrev mig til om den glade Tid,
da ud i Livet vi stævned
med Tro, at ædel, begeistret Id
var det, som lettest vi evned.
Vi tænkte: den Bølge var stedse klar
og med os Vinden og Veiret,
at Himlen os gav paa hvert Spørgsmaal Svar,
som inde i Brystet gjæred.
Ei ændsed vi Sne, ei agted vi Frost,
ei Regn eller hvinende Storme,
til Fepalladser sig forme.
For Øret Luften i Toner klang,
mens Syner for Øiet svømme;
vi tænkte: Vi skal i udødelig Sang
vel fange de stærke Drømme.
Og Aanden skal fra sin Kongestol
Allivet som Hersker syne,
fra Tanken som en elektrisk Pol
dets Fylde skal samlet lyne.
Tilsidst vi smykkes med Seirens Krands
af Verdens fagreste Kvinde
Hurra, hvor bliver vort Liv en Dands
omkap med Foraarets Vinde.
Saa skriver du, sort af Melankoli:
„See nu, hvor vi ynkeligt rokker!
Ei sandt — fra Heros-Kothurner vi
faldt ned paa de fladeste Sokker!
For Aandens Throne Kathederets Stol,
en Vraa for Elysiums Enge,
for Lyn fra Tankens knittrende Pol
kun Torden mod dumme Drenge.
Ak ja — jeg er nu kun en knortet Stub
med Rodskud svage og spæde;
en L’hombre, en Toddy paa Byens Klub
er al dens Gjødning og Væde.
De Skud visne hen under grundig Snak
om Kjøbstadens Tarv og Bedste,
om Kjøbmand Jespersens ny Tobak
og Byfogdens nye Heste.
Og du — naar du bliver tung og dum
og mat efter Veiret snapper,
sig søger du ei til det mørke Rum
alt ned ad de Kjældertrapper?
men seer forsigtig dig først omkring,
om ei en Elev dig betragter —
og saa — et dristigt Rubikonspring
til Dybets vinrige Schachter!”
Jo, meget vi har i Livet sat til,
som bittert vi længes efter,
og meget misted vi ved det Spil,
hvortil vi manglede Kræfter.
Men Længslen mod det forjættede Land
den banker endnu i Brystet;
jeg troede som Yngling, jeg troer som Mand,
min Tro har ei Skuffelser rystet.
Vi gik vel ikke i Høvdingers Tal
paa Farten, mod Lyset rettet,
os Livet gav et langt ringere Kald,
end Ungdomshaabet forjætted.
Vi drog kun som Menige med i Trop,
men var dog ei at foragte,
endnu kan ret det mig mande op
selv Kampens Ar at betragte.
Og see vi den gamle Fane forbi
med hvirvlende Trommer marchere,
som Veteraner da skulle vi,
instinktmæssig, stramt præsentere.
Lys, kjære Minder, en enkelt Gang
paa liden Gjerning derhjemme —
de gamle Marschmelodiers Klang
jeg kan ret aldrig forglemme.