Det var en mægtig Kraft, som sank,
en sjælden Kraft i dette Land,
saa støt, saa sej, saa bred, saa rank
som nogen Klit ved Jyllands Strand,
med noget af et Fossevæld,
for modig, naar det bar mod Held,
men tryg endog paa Modgangs Vej.
Da lo han haansk ad dem, som skreg.
Størst, naar han stemte Ryggen mod
hver Hindring paa sin Bane
og vifted med sin Fane,
hvad eller naar for Fremtids Flod
han vilde rydde Løbet;
mindst, naar han ad en lønlig Sti
forsøgte lun Diplomati
med Salget eller Købet.
Det toned i ham: Fremad, frem!
Han lyste op i tusend Hjem;
han blæste Bonden Mod i Bryst;
han lærte ham at tænke
paa mer end Kvæg og Svin og Høst.
Han vakte mangen dygtig Ka’l,
som træg laa strakt paa Bænke,
til Ord og Daad i Folkets Sal:
Han raabte: „Rejs dig, se dig ud!
Brug den Forstand, du fik af Gud,
saa brister straks din Lænke!”
En Bondehøvding — Patriark!
Hans Ord lød bedst i aaben Mark,
saa kom der Klang af Malm og Staal
i dette vesterjyske Maal.
Og, altid paa sin Virkning vis,
han mægtede at tegne
i stor Kontur, med dybe Rids;
— de saas i vide Egne.
Jeg mindes, naar i Hjemmets Skød
paa Søens Rand i Hillerød
han aabned vidt sit Hus til Fest
og havde Blik for hver en Gæst,
om højt han stod i Aand og Rang,
hvad eller gik ad Vejen trang
med tunge Skridt i Muldet.
Mød frem, hver Fjende af den Mand!
Tør nogen af Jer sige: Han
har bøjet sig for Guldet?
Da klirred Glas, da toned Sang,
og stærke Ord mod Loft sig svang;
der sad han selv ved breden Bord
saa kærnesund, saa stor.
Hans Fjender kaldte ham med Spot
og Vrængestemme „Bogøs Drot”.
Dèr skulde I ha’ skuet ham,
han gjorde ej det røde Slot,
sin Genbo, mindste Skam.
Det tør vel hændes nogen Gang,
naar Aftenklokkens bløde Sang
hen over Bondelandet gaar,
at Bondemanden stille staar
og har lidt Tid at grunde
i Gabet paa sin Tofteport
med Syn til Stakkehaven,
og tænker da saalunde:
„Dér brast et Hjærte varmt og stort,
et af de bedste i vort Folk;
min fuldtro Ven, min bedste Tolk,
ham har de lagt i Graven/1