Det er saa koldt, og Voldens Træer
de staa med Lokker hvide,
sagte knirker den frosne Sné,
de Stjerner paa Himlen glide;
og hist fra de høje Huse man sér
fast Lys bag alle Ruder....
Paa Volden staaer ene en fattig Dreng,
forknyt han med Hovedet luder.
Mens andre Smaabørn holde Jul
alt i den lune Stue,
dandse glad under grønne Træ
ved brogede Voxlys’s ’Lue,
den fattige Dreng, har Taare paa Kind,
til Ruderne langligt han stirrer,
han aander i valne Hænder smaa,
af Kulde hans Legem dirrer.
Han havde dog engang et lille Hjem,
der havde i fordums Dage
hans Moder hver Juleaften ham bragt
lidt Legetøj, Frugt og Kage;
saa havde hun tændt to Stumper Lys
og leget selv med sin Lille;
nu laa hun dybt i den kolde Jord,
og slukt’ var de Øjne milde.
Da løfter han sit vaade Blik
op mod de Stjerners Skare;
de funkled saa rødligt og stærkt, som om
af pureste Guld de vare;
og sé! over Himlen et Stjerneskud
med Lynets Fart sig bevæger;
da raabte den Lille: „O Gudskelov!
Vorherre dog med mig leger!”