Chr. K. F. Molbech
(1821–1888)
(1821–1888)
Hvad ondt der groede frem imellem os,
vil helst jeg glemme,
vil mindes helst, al Uvenskab tiltrods,
hans bløde Stemme
fra Tiden, da han kom saa mangen Gang
til mig og malte
med Røstens dumpe moll-beslørte Klang
sin Vandringsfærd i Sydens Bjerg og Vang,
og varmt han talte
om skønne Steder, som vi to holdt af,
om Tankens Sorg ved gamle Dantes Grav
under Ravennakirkens Tøndebuer.
Da tændtes bag hans Briller Livets Luer.
Han styred i sin Ungdom ud med Mod
en Brud at vinde,
der solomstraalt som Beatrice stod,
en Sanggudinde.
Han drømte med en Tro saa sejg som faa
om Trylleborgen,
som dunstomslørt paa Klippetinden laa,
men som tilsidst han maatte kunne naa
en sejrrig Morgen.
Da Tiden kom, da Tiden ad ham lo,
da blev han vred, da krummed han sin Klo
ud mod os Andre. Men det skal vi mindes,
hans Kamp det var en ærlig, kyndig Fjendes.