Uden Famlen, uden Taagedunst
sprang fuldbaaren frem din klare Kunst,
Friluftsstærke, saltvandsfriske Strømme
bragte den som Kur mod tunge Drømme.
Selv Du kom saa frejdig, smuk og rank,
Mand og Kavaller. Med Klingen blank
Humbugs Draperi itu Du sprætted,
lysned Tankerne og Sindet letted.
Hver som bredte sig saa selvgod-fed,
ramte Hugget, saa det rev og sved,
men det klang med Trøst for Livets Stakler,
mere sund end Fabler og Mirakler.
Tak for mangen dyb vémodig Klang!
Tak for Ekkolyd af Havets Sang!
Tak, fordi du klædte af til Skjorten
Bodstrompeteren: Bagstræver-Morten!
Da jeg fandt dig i et fremmed Land
i din Have tæt ved Seinens Strand
lærte jeg dit Hjærtelag at finde
mens vi sad i Ly af Løn og Linde.
Under Skjemt og Alvor Timer randt,
dig og Hustru fast du til os bandt
med de Baand, som holder ud for Livet.
Tak, min Ven, for Alt, hvad du har givet!