Kalliope
→
Poets
→
Hulda Lütken
→
First lines
Hulda Lütken
(1896–1946)
Works
Poem titles
First lines
Biography
Søg
A
Ak, du min angstfulde Kærlighed
Ak, ingen Sorger og ingen Længsel
Ak, Kære, tit jeg ønsker at du døde
Aldrig mere skal vi mødes
D
Da Solen drog til Vestens fjerne Riger
De burde køres i Triumf
De rinder ud de mange bitre Tanker
De røde Roser folder deres Blade
De røde Roser staar og gløder nu
De samme Veje
De sorte Skove suser
De store, graa og skarpe Sten
De vanskelige Fyrre
Den sene Nat blev næppe til
[Den sene Nat]
Den sene Nat blev næppe til
[Den sene Nat]
Der brænder i mit Hjerte
Der drømmes dybe Drømme
Der er Blomster saa rene som nyfalden Sne
Der er en rindende Kilde
Der er et Haab, som lønligt skinner
Der er gaaet mange Dage. Det er atter Sne.
Der falder Maanelys ved Vintertide
Der findes Rav under Bølgen
Der gaar igennem Skoven
Der kommer ingen mere hvor jeg gaar
Der raser en Storm i mit Indre
Der sived Skumring over Lyng og Grætter
Der strømmer i Natten mod Rudernes Glar
Der staar en ensom Hund hver Nat og vaager
Der staar en Stjerne i Nat og ulmer
Der staar et Tegn paa Himlen nu i Nat
Der staar i Nat paa Himlen
Der vokser Blomster i Dødens Have
Det blev Skumring. — Det blev Aften
Det, der dræber
Det ejer ingen Øjne og heller ingen Mund
Det er Aften nu derude
Det er den dybe Sandhed
Det er i Nat den store, gyldne Tim
Det er kommet saa vidt med mig
Det er Morgen i en Moders Stue
Det er Nat
Det er Søvngængertid
Det er tæt mod Paasketide
Det er vist det, jeg er bedrøvet over
Det lider henad Aften
Det lider mod Aften — saa stille det bliver
Det regner stille i Dødens Have
Det raaber vi højt i den klare Dag
Det Sindets Mørke
Det skal langsomt blive sandt, alt hvad jeg har sagt
Det sner derude i den sorte Nat
Det Stof, som du gav Liv
Det stormer i de vilde, sorte Nætter
Det var Dag
Det var en diset Sommernat
Det var i Dag, jeg mødte dig paa Vejen
Det var i saa trist en Aften
Din Latters Ekko ler i mine Ører
Dit violette Blosterblad er falmet
Du blide Taare, kom til mig
Du bød Farvel — gav mig til sidst
Du dybe Nat, grib os i denne Stund
Du kom og gav mig hvide Hyacinter
Du kom til mig i Høstens øde Nat
Du, min Fugl i Skovens Birkekrone
Du, som bærer Løgnens Mærke
Du spørger mig, hvorfor jeg aldrig smiler
Du stryger Lokkerne bort fra Panden
Duggen perlede i Græsset
Dybt i Hjertets dybe Kamre
Dybt smerter i min Sjæl en evig Ve
Dødsstilhed hersker om mig. — Ude over
E
Elskede, du sover, mens Bølgerne de slaar
Elskede, nu er det Foraar
Elskede, ser du, hvor Mørket forsonende
Elskede, vær stille, Keruberne sover!
Elskelige Maane!
En blaalig Skumring brød den klare Dag
En Haand blev stille
En snehvid Vase med smaa, gyldne Tremmer
En Vaar sank under Mulde
Ene i Skumringens dæmpede Skygge
Ene, som en Gnier
Ensom jeg i Nattens Riger stiger
Er der een eneste Dag
Et Ansigt, hvidt
F
Fald blidt, fald blødt, o, Jord
Fjernt i det luende Foraar
Foran mig staar i en snehvid Vase
Formørket blev den Stund, da vi fik Bevidsthed
Fortæller jeg dig, mens du smiler
Før syntes jeg, at Sorg var noget tungt
G
Gider du at lytte
Gud har boret sit Sværd igennem mig
Gæst mig ikke, jeg er Glædens Fjende
Gaa bort fra Graven
H
Hadet er en stum Elefant
Hedens ensomme Palme
Hisset bag de sorte Skove
Hun bød ham de røde Æbler
Hun havde en Nakke
Hun sidder og læser Breve
Hvad kender du til Mørket, du, som er saa blid?
Hvad vil du nu igen i Nat?
Hver Morgen vil mit Hjerte kime
[Dagen]
Hver Morgen vil mit Hjerte kime
[Hver Morgen]
Hvor færdes du i denne mørke Nat?
Hvor har du gjort af dit blaa Blik?
Hvor mange Vintre har vi nu tilbage?
Højt over Nætternes Gru og dæmoniske Mørke
Hører du, Stormen tuder
I
I det Rum, som Livet kalder Verden
I en Tid, hvor vort Hjerte staar stille
I, mine Sange, mine Sange
I Mørket vaagner Trangen til at dræbe
I Nat gik jeg
I Nat har jeg mødt ham
I Nat sad jeg Ansigt til Ansigt med Rummet
I Nat stod Stjernen bag hvide Hegn
I Nat saa jeg
[Pilgrim]
I Nat saa jeg
[Sejr]
I Nat vaagnede jeg
I skal dø, I skønne Blomster
I to, som har to Par Hænder
Ingen at elske
Ingen kommer i den lyse Nat
J
Jeg bankede sent paa dit Vindu
Jeg ejer ej Guld eller Perler
Jeg elsker dig!
Jeg er et Straa, der visner
Jeg er saa træt, min Fod er mat
Jeg fjerner mig mere og mere fra mig selv
Jeg flygted fra Verdens Maske
Jeg forestiller mig altid
Jeg frygtede intet, da jeg var Barn
Jeg gik i den blændende Maanenat
Jeg gik over Kirkegaarden
Jeg gaar atter Paa saa kendte Steder
Jeg gaar til Grunde nu
Jeg har en Sorg
Jeg har ikke mere Sorg
Jeg har vandret til dit Hus paa min Fod
Jeg havde en Lilje
Jeg holdt et Stykke Marmor i min Haand
Jeg klaged’ over Sange
Jeg knytted’ mine Hænder op mod Maanen
Jeg kæmper mig frem paa de ensomme Øer
Jeg levede, men Lykken gik Fallit
Jeg ligger og lytter til min egen Aande
Jeg lytted til din Sjæl — som til Musik
Jeg længes ingen Steder
Jeg mindes en Paaskemaane
Jeg mødte en Dag i et Spejl
Jeg mødte en Pusling en tidlig Kvæld
Jeg sad en Dag i en Sporvogn
Jeg sad en Nat paa en Sten ved Havet
Jeg ser din høje Eventyrpande
Jeg ser en Nat staa ensom bag min Rude
Jeg ser mod en Facade, tung og graa
Jeg sidder foran Livets Ansigt
Jeg sidder og lytter til den store Verden
Jeg sidder ørkesløs ved mit Skrivebord
Jeg skuer dybt i Slægtens tunge Spor
Jeg standser i den dybe Nat
Jeg sværger til den kunstige Rose
Jeg saa en Nat, omsust af Elskovs Ild
Jeg tegner en Kridtstreg
Jeg tørster aldrig efter Vin
Jeg var saa ene, at ingen i Verden var mere
Jeg ved et Navn, saa evigt stort
Jeg ved, hvem jeg er
Jeg ved ikke, hvor du lever
Jeg vil vandre der, hvor Skoven
Jeg vilde gerne rive
K
Kalder nu en Stemme fra det fjerne
Kender du Fortvivlelsen?
Kender I mig ikke mere
Kom jeg forstemt og træt fra Livets Strid
Kommer du til mig i Nat gennem Mørket?
Kæmpende stadig med Stoffet i Nætter sorte
Kære, jeg tænker tilbage
Kære, luk Dørene op og lad Stormene fare ind
Kære, skal vi vaage i denne dybe Nat?
Kæreste, var du en Stjerne
L
Lad mig hvile ved dit Hjerte
Lad mig se dit røde Hjerte
Livet er en mangesidet Bog
Luften skælvede af Lys
M
Man siger, der gives Fakirer
Mennesket gransker i Skriften
Mens Sneen dryssed
Min Ensomhed, du er mit Helvede!
Min Kunst og min Kærlighed er som to Kæmper
Min Kærlighed er som en Rose rød
Min store Smerte!
Min Tanke vandrer
Morgenen er Livets Sødme
Mørke over Heden
Maane, fjerne Maane
Maanen straaler i Nat
N
Natten var dæmrende lys
Nu døde Frejlif —
Nu ebber Dagen ud
Nu er den kommen, den mørke Nat
Nu er jeg kommen tilbage
Nu er Nætterne sene
Nu kryber Grævlingen i Vinterhi
Nu lider Dagen saa graa og trælsom
Nu risler Regnen i den dybe Nat
Nu ruller de evige Bølger
Nu skælver Somrens blide Luft
Nu smuldrer Dagen
Nu svulmer i alle Skove
Naar Aftenrødens dybe Guld bli’er dæmpet
Naar du kommer til mig
O
O, du store Maane
O, du Sø, som bruser
Over Heden — over Tørvegrave
R
Roser du sendte mig, straalende, røde
S
Sad jeg i en Nat og stirred
Se, Dagen er ny!
Se, Himlens Fugle flyver bort
Se Lyset bølger
Se, mod Stjernerne
Se, Taagen stiger i den dybe Skov
Ser du det gry
Sildig Sommer. — Løvet falder
Skal jeg finde den jeg elsker
Skal min Dag nu haste bort
Som Barn havde jeg en Nat et mærkeligt Syn
Som de store Dyr i Naturen
Som en Døende
Som en ung Jomfru
Som et Tegn paa den urokkelige Kærlighed
Sorgens Klokker klinger
Splintret af Ild stod Skyen rød
Stille — stille. Instrumenter
Stille! Jeg kan høre
Svar mig, Maane, dunkle Maane
Sæt dig her og drik den gyldne Flamme
Saa du Stien i Dag
Saa ser jeg dine Træk for sidste Gang
Saa stille blev her, da du gik
T
Tiden er inde, Natten er nær
Tiden læger ikke vore Saar
Time efter Time gled ved Havet
Timerne æder af Tiden
Træt til Døden lægger jeg min Pande mod Morgenen
Tusmørkebleg jeg sneg mig ud,
Tys! Det mørkner over Stien
U
Ufattelig er den lyserøde Rose
V
Véd du, hvad det er, at miste en Ven?
Ved du noget om mig?
Vent paa mig, saa vil jeg komme
Verden!
Verden er som et Orkester
Vi fødes til Verden
Vi har set ham, som døende Olding
Vi kom og saa dig danse — sad og hvisked’
Vi sidder ene under Havens Træer
Vi ældes, og spørger ind i os selv
Vil du vide lidt om min Ensomhed
Vinter igen. Et blygraat Hav
Vinteren kommer fra Norden