Du kom til mig i Høstens øde Nat
og banked’ paa min Dør med bange Knoer.
En Banken saa usigelig forladt,
som hviskede et Hjerte uden Ord,
men inderligt bestemt: — Er du derinde?
Jeg er din Kærlighed, der vil dig minde.
Det var som strømmed’ Suk fra Mørkets Ro
saa længselsfuldt, som lyttede et Øre
til Livets Puls, opfyldt af Tvivl og Tro.
En Hjertets Messe, som jeg fik at høre.
— — —
Der stod du vaad og kold af Høstens Taage,
og bragte mig en Hilsen fra de Døde.
I dine Øjne saa jeg Angsten vaage,
saa Livets Angst for Ensomhed og Øde.
Jeg saa dem skælve i en sidste Flammen,
i denne blinde Trods mod at forsage.
Jeg saa at Høsten hærgede dit Haar,
saa dine Hænders hjælpeløse Klage.
Jeg saa dem folde sig og krympe sammen
og hørte, at du hvisked’: — Jeg forgaar! —
Hvad skulde jeg — en Ensom selv — vel svare?
Jeg som forgæves leved’ Livets Dag,
og følte Høstens Falmen trænge ind.
Du kom en Nat fra Minders døde Skare
og talte til mig gennem Hjertets Slag.
Jeg svared’: — Der er Ørken i mit Sind.
Jeg kan kun byde dig et Sus af Tomhed,
hvor Stjernerne kun øjner mine Fald.
Jeg resignerer. — Denne Skal af Fromhed,
hvor Nætterne kun ved, at jeg er gal! —
Kom, skal du se det Rige, som jeg ødte,
og hvis Forlis forlængst er bragt til Ende.
Men fatter du, det tomme Sus kan brænde
i dette Hjerte, som tilsidst forblødte? —
Men kommer du og piner mig til Døde
og staar fortabt med Høsten i dit Haar,
Jeg siger dig, at alt er Frost og Øde,
at det er Høstens Ret, at vi forgaar,
og at mit Sind er som et blodløst Saar.
Du svared’ intet, men i Øjets Skumring
steg langsomt frem en mørk og sikker Nat.
I dine Øjnes alvorsfulde Mørke
blev Angsten saa usigelig forladt.
Og du gik bort. — Jeg kunde ikke følge.
Du kom og gav mig Livets sidste Frist.
Men i mit Blod skød Angsten som en Bølge,
den sikre Angst, der intet har at dølge.
Og Døren sank tilbage allersidst,
som havde den en spinkel Grænse sat.
Men ude rased’ Høstens øde Nat.