Der er gaaet mange Dage.
Det er atter Sne.
Og de fine Fnug forvandler
alt det, jeg kan se.
Det skal atter blive Vinter,
Storme, Frost og Is.
Jeg har atter set en Sommers
ensomme Forlis.
Og de alvorsfulde Nætter
skal jeg atter se.
Jeg skal mødes med hvert Mindes
hemmelige Ve.
Jeg har spurgt mig selv saa ofte,
hvad mit Liv betød.
— Ingen Vin er mig til Maade,
ingen Honning sød.
Jeg har elsket, jeg har jublet
i en Sommers Skød,
men de alvorsfulde Nætter,
de blev al min Nød.
Er det derfor, at jeg ængstes
for Naturens Død?
Jeg, som saa mit Liv forsvinde
i en Sommers Glød.
Jeg, som gav den svundne Sommer
af min sidste Kraft.
— Ak, et modstandsdygtigt Hjerte
har jeg aldrig haft
— — —
Der er gaaet mange Dage.
Og den hvide Sne,
som er sendt mig fra en Verden,
jeg kan ikke se,
den har lagt sig trygt til Hvile
paa den kolde Jord,
dulmende, som klare Toner,
Sange uden Ord.