Nu er jeg kommen tilbage
igen til de Dødes Have
— til Novembers graa Natur.
Se, over de tavse Heder
ligger en livløs Mare,
fortærende, som en Taage.
Men ingen — slet ingen Hvile;
kun uendelig Ensomhed.
Ja, jeg er kommen tilbage. —
Herude i Nattens Øde
mødes usynlige Magter.
Poplernes blege Blade
rører sig vemodsfuldt,
og i den dunkle Høstnat
sitrer det hemmeligt.
— Det er Erindringens Røster.
Se, jeg er kommen tilbage.
Det lyner i min Bevidsthed!
Jeg hører den lønlige Stemme
fra Drømmenes fjerne Sirene.
Hun fødtes næppe til Livet,
saa gav hun sig hen i Døden.
Det var hendes store Hjerte,
der visnede bort i Rummet.
Ja, jeg er kommen tilbage. —
Men ingen, slet ingen, mig kender.
Ude er Dødens Stilhed.
Inde er Sorgens Tavshed.
Ja, jeg er kommen tilbage;
har brudt med min Ungdoms Guder.
Er jeg den samme som altid —
eller lever slet ikke mit Hjerte?
Dødningegraa er Naturen.
Alt, hvad der aanded’ og elsked’,
sørger, som hulkende Alfer.
Maanen forgæves kysser
Poplernes blege Blade.
Alt, hvad der aanded’ og elsked’,
hulker i brusende Længsel,
dræbes i Evighedslængsel.