Det lider henad Aften. —
En sidste Lysning spreder
sine fine, spinkle Traade
af gult og violet
i sene Skumringstimer,
og ensomt Mørket breder
sine store, stærke Skygger,
og bliver sælsomt tæt.
Jeg gaar mod sorte Flader. —
Langt borte Taagen lægger
sig, som en Samling Hekse,
i Mulmets tunge Skrud. —
Ud mod de hvide Stjerner,
og ensomt Mørket dækker
om mig i Nattens Lande
sit vaade, klamme Slud.
Det er, som Natten hvisker
en sørgelig Legende.
En evig Uros Syge
vildt jager mig afsted.
Jeg vandrer og jeg søger. —
Faar Mørket aldrig Ende?
Uhyggens graa Gevandter
bestandig følger med.
I Horisonten skimtes
en Stribe gylden Himmel.
Saa flammegult er Skæret
mod disse fjerne Strande.
Mit Øje er fortryllet
af denne smalle Strimmel,
der som en Ildguirlande
er hængt om Himlens Pande.
Jeg ønsker at forsvinde
i evigthvide Strømme,
at glide bort i Luften
mod denne gyldne Gaade.
Men lænket fast til Jorden,
jeg stirrer kun i Drømme.
— Ak, mig kan ingen Maane
og ingen Stjerner raade!
Jeg søger her at samle
mit Væsens skjulte Kilder,
og finder inderst inde
en frygtsom, bange Grubler,
som sidder sammenkrøben —
hvis Tanke sig forvilder
ud i det tomme Intet —
hvis Fod bestandig snubler.
— — —
Af gult og violet
er kun en spinkel Lysning,
og Løvet ringler dystert
fra Havens sorte Træer.
Oktobernatten siver,
som en mat Forfrysning —
som tynde, smaa Krystaller,
mod min Længsels hvide Skær.