Til Knut Hamsun
Jeg forestiller mig altid:
at De sidder og pudser Perler.
Og naar De saa har pudset
en Perle skinnende blank,
rækker De den til den Nærmeste,
som tilfældigt staar og ser paa Dem —
og giver Dem straks i Lag med
at pudse næste Perle blank.
Eller De ror en Nat over Havet.
Maanen ler paa Bølgerne.
De samler al denne spillende Latter
op i Deres hule Hænder,
og kaster den op paa Maanen igen.
Og Maanen ler,
og kaster den atter ned paa Havet:
Fremdeles!
Eller en grøn Have,
hvor Solen skinner.
Børnene kommer hjem:
Mama!
Her staar en Mand,
som aabner alle Blomsterne.
Forsigtig med ham —
han er en Troldmand!
Eller De staar i et Bjerg
og hugger i Malmet.
Hallo!
Hvem hugger i Bjerget?
Det er mig —
Hamsun!
Ja, saa.
Og til evig Tid. —