Det var en diset Sommernat.
Mørket syntes hvidt.
Da saa jeg Maanen komme frem,
bleg og sløret
af dunlette Skyer.
Mere og mere klar blev Maanen.
Og pludselig kaldte du
fra Himmelkuplen,
hvor du stod,
du Store, du Rene.
Jeg sprang ud,
og aabnede min Favn mod dig —
du himmelske Elsker!