Gæst mig ikke, jeg er Glædens Fjende.
Søg mig ikke, jeg er Sorgens Ven.
Her hos mig vil du bestandig finde
det, som dømtes til at smuldre hen.
Skyggerne er mine tavse Frænder.
Natten raader for den Vej, jeg gaar.
Taagen klæber sig til mine Hænder.
Mørket deler trofast mine Kaar.
Se paa mine Saar og trætte Fødder.
Ak, mit Hjerte længes mod at dø,
og det slæber sine visne Rødder
efter sig, mod Dødens blege Ø.
Saadan har du skabt mig om, du Kære,
skabt mig om igen til fattigt Ler.
Levende begravet skal jeg være,
med en Sjæl, som aldrig grønnes mer.