Gider du at lytte,
skal jeg synge for dig ...
Ikke om min Fader,
som er død og borte nu —
og som vandrer i de blanke Nætter,
fjern og ensom — som en Sjæl:
Har du mødt ham?
Heller ikke om min Moder,
som er syg og gammel nu —
og som gemmer sig, som Dyret,
i en Krog — og ser mod Døden ...
Jeg vil synge om mit Hjerte,
som er træt og falmet nu —
og som aldrig mere venter
paa sin Elsker, naar det mørkner...
Kun en Streng skal dig fortælle,
hvad jeg véd.