Kom jeg forstemt og træt fra Livets Strid,
og syntes haabløs mine Dages Id,
min frugtesløse Kamp og bitre Nød —
mig uudgrundelig den visse Død.
Saa stod du for mig, svøbt i Klædning sid,
med Renhedsmærket paa din Pande hvid,
og hvisked til mig, med en Stemme blid:
Vær sikker, — stol paa mig i Sorgens Tid.
Og sled jeg kummerligt for dagligt Brød,
og satte ind min Sjæl: Liv — eller Død!
Og var jeg rastløs, uden Ro og Hjem,
hjalp du sagtmodig mig mod Maalet frem.
Sad jeg alene under Stjerners Fred
og lærte af dem sand Taalmodighed,
storladen Ro. Naar alting stod paa Spil,
kom du og hvisked trofast: Jeg er til!
Trods det, jeg svigted dig hver levet Stund,
og Løgne for, som Genfærd, af min Mund.
Trods det, jeg tugted dig med skarpe Ord,
er du dog den, hvorpaa til sidst jeg tror.
Trods det, din Retfærd blegede min Kind,
gled du med sikre Fodspor i mit Sind.
Jeg fandt til sidst, dybt i dit Hjertes Muld,
den Guddomsgnist, som er af ægte Guld.
Lad Dage komme, Tiderne forgaa.
Dit tyste Liv jeg lærte at forstaa.
Din stille Kamp mod Livets haarde Negl,
Barmhjertighed mod mine mange Fejl.
Og har du, midt i Livets Kævl og Vræl,
i Grunden gjort mig til en ensom Sjæl,
dog rejser sig min Hyldest stejl og stærk:
Jeg elsker dig! — Du er mit Mesterværk!