Hvor mange Vintre har vi nu tilbage?
Hvor mange døde Haab skal endnu være?
Hvor mange Timer skal vi endnu bære,
før Døden sætter Skel for vore Dage?
En skytung Himmel vælter sig urolig
henover denne Grav, som er vor Bolig.
Og blege Stjerner skælver undertiden
af Evighed og af almægtig Viden,
naar Himlen splittes ud til alle Sider.
— Ak, intet redder Mennesket, som lider. —
Se, Træet kaster sine magre Skygger
i Haven, hvor kun Ravnen Rede bygger.
Og Ukrudt lyser fosforagtigt, naar
den gule Maane over Haven staar.
De gustne Mure vakler nu for Stormen,
og under Gulvets Fjæle gnaver Ormen,
og dine Planter tørster efter Væde.
— Du selv, Enfoldige, der tror paa Glæde,
og hilser Stjernen med dit frosne Blik,
og som beruses af hver ussel Straale,
som Solen allernaadigst lader trænge
ind i din smudsige, din snævre Hule,
du er taknemlig for den mindste Smule,
som denne Himlens Kavaler dig skænker.
Ja, jeg er sikker paa, du endnu tænker
at naa den Lykke, som du aldrig fandt,
Du venter endnu paa den Drøm, der svandt.
Den er taalmodig, som har ventet længe.
Den trodser Sorgen, som kan Tiden taale.
Dit Haar er vissent, som en Haandfuld Aske.
Hver Dag dit Ansigt bærer samme Maske,
af Tro og Haabløshed saa sælsomt blandet.
— Nu risler Timeglasset — risler Sandet.
— Den venter Døden, som ej venter andet.
Svar mig, hvad venter du, du Gaadefulde?
Ser du da ikke Tidens Tand har ridset
sin skarpe Fure i dit blege Ansigt?
Og dine altfor stille, kolde Hænder
er blaa og visne af en Vinters Kulde.
Ja, selv naar du forsøger paa at smile
og trodse Tiden, som du tror at dræbe,
selv da, da ser jeg Smertens Skygger ile
sin Sejersgang fra Pande og til Læbe.
Ja, selv naar du med Latter hastigt maler
mig Livets Glæder i smaa, bitte Dele,
saa hører jeg, bag Lystigheden taler
et ensomt Hjerte, som har glemt det hele.
Ak, Kære, hvor du end vil Blikket vende,
der ser du Dødens hule Øjne brænde,
der ser du Ledens tomme Ansigt grine.
— Ak, Kære, tro mig, Leden kender sine.
Ej Nat er mere til, ej Dag er heller,
ej Glæde, eller Sorg, ej Had, ej noget.
Kun Tidens stumme Sprog hver Stund fortæller,
at Livet skifter ikke længer broget
sit farverige Tæppe for vort Syn.
End ikke i vor Tanke tændes flere
af Rædslens afgrundsdybe Vanvidslyn.
— — —
Saa hæv for sidste Gang dit Glas mod Dagen;
hold Glasset højt, lad Sandet sagte rinde.
Nu smuldrer Sandet, som jeg ser derinde.
Nu smuldrer Tiden, mine Dages Fjende,
og slettes langsomt ud, foruden Klagen,
forunderligt, ret som den var et Minde.
— Nu risler Timeglasset — risler Sandet.
— Den venter Døden, som ej venter andet.