Det ejer ingen Øjne og heller ingen Mund.
Dog er dets Blik saa stirrende dæmonisk.
De gule Tænder griner, aldeles uden Grund.
Det tror jeg da — skønt Grinet er ironisk.
Hvad kan det ha’ at le ad? En Levning af et Lig!
Jeg kunde tænke mig den Maske græde.
Jeg kunde tænke mig, at store, sorte Skrig
jeg fandt i Stedet for en grusom Glæde.
Skal jeg da tro, at Glæde er evig Haabløshed?
At Sorgen den gaar om og er en Lykke?
Og skal jeg tro, at Livet er ikke det, jeg ved,
men bare Dødens hemmelige Skygge? —