Jeg gik i den blændende Maanenat
forbi en Have,
naget af Uro.
Jeg saa ikke Nattens Skønhed —
Guds Klædning.
Jeg fornam kun mit eget knugende Mørke.
Da pludselig faldt der en moden Frugt
foran min Fod,
saa tyst, som havde Gud rørt den
med sin Finger.
Et Manna dalede ned fra Himlen —
et Tegn fra Gud —
et Varsko!
Jeg bøjede mig og greb den.
Det var et Æble.
Det lyste dunkelt i Maanemørket,
det saa paa mig i Natten,
kyskt, som et Barns Øje.
Og jeg følte en dyb Glæde
risle igennem mig:
Gud havde skænket mig
en Frugt fra sin Have;
han havde rørt mig med sin Finger:
Jeg stod med en Flig af hans Klædning.