I Nat stod Stjernen bag hvide Hegn,
og Aftenrøden bar sære Tegn.
Det skjalv af Mørke omkring min Fod,
og Angstens Syner jog i mit Blod.
En gammel Angst, i saa ny en Form.
Det voldte en Nat med en øde Storm.
Det hvisked en Nat med sin sorte Mund —
som laante mig Døden en evig Stund:
Jeg er den Dag, som blev født i Gaar.
Jeg er den Sæd, som ej nogen saar.
Jeg er den Sandhed, som alle tror.
Jeg er den Angst, som bestandig gror.
Jeg er det dybeste, som du véd.
Jeg er den evige Hemmelighed!