Sildig Sommer. — Løvet falder —
Løvet, som skal sove. —
Og det store Mørke kalder
i de dybe Skove.
— — —
Stille Hjerte! — Glem din Kummer
under tyste Kroner.
Her ved Livets Bryst forstummer
alle falske Toner.
Klare Stilhed — hvide Maane —
frels mig fra min Vunde!
Lad mig af din Renhed laane,
før jeg gaar til Grunde!
Natten kommer. — Timer ile. —
Hør mig, Lysets Hyrde!
O, vidunderlige Hvile,
løs mig fra min Byrde!
Se, jeg kæmper, uden Styrke,
bandlyst af dit Rige!
Frels mig fra det tunge Mørke,
du Usigelige!
Lad mig i din Favn fornemme
Freden, jeg maa savne!
Vil du med din milde Stemme
kalde mig ved Navne?
— — —
Sildig Sommer. — Mørket kalder
den, som ej kan sove. —
Løvet falder — Løvet falder —
i de døde Skove.