Naar Aftenrødens dybe Guld bli’er dæmpet,
og Skyggerne bag Skovens Stammer ile,
naar alt det Løv, som Høsten har bekæmpet,
af Dagens Storm forlængst er bragt til Hvile,
da lister sig en Maane frem bag Løvet,
der endnu frygtsomt gemmer sig bag Grene.
Det er som om den spørger mig bedrøvet:
Er du som jeg — da er vi begge ene? —
Da bliver alt saa stille, at kun Suset
af Skovens tunge Aande er tilbage.
Da standser jeg, af Minderne beruset,
og hvisker: Jeg har elsket alle Dage.
Se, derfor gaar jeg her i Nattens Øde,
og derfor længes jeg bag nøgne Grene.
Hver Maanenat — du vil mig altid møde.
Jeg er som du. — Ak, vi er begge ene. —