Nu risler Regnen i den dybe Nat,
og Skoven græder tyst med tunge Grene.
Den Sti, jeg gaar, er øde og forladt.
Jeg møder ingen her — kun Træer og Stene.
Men Nattens Mørke følger mig paa Vej.
Mit Øje søger Stiens smalle Strimmel.
Ja, selv min Skygge, den har svigtet mig,
og ingen Maane skinner fra min Himmel.
Saa mørk er maaske Døden, jeg skal naa,
saa dyb som denne Nat, der sagte kalder.
Saa træt af Magt som Gud, saa tung og graa,
som denne øde Regn, der ydmygt falder.
Hvad ved jeg vel om Døden, jeg skal se.
Jeg kender ikke Dagen, jeg skal møde.
Jeg gaar kun her og ved, at alt vil ske,
og lytter stille til det store Øde.