Time efter Time gled ved Havet.
Bølge efter Bølge blev begravet.
Bølge efter Bølge kom til Live,
for hinanden atter at fordrive.
Og de mødtes, og gled i hinanden
i een Higen, i een Kamp med Stranden.
Maalet, det var Jorden, det var Freden,
Hvilen — det uendelige Eden.
Og de stred og stred i Nattens Timer,
kom og stred i tætte, sorte Stimer.
Og jeg saa i Nattens blinde Øde,
saa, hvor Bølge efter Bølge døde.