Jeg fjerner mig mere og mere fra mig selv.
Jeg staar som en Olding
og ser paa mig selv
som Barn —
undrende, ukendelig ...
Saaledes vil jeg maaske engang —
som død —
staa og se paa mit Liv —
stirrende fra Evigheden,
dødsramt,
slaaet af Lyset
fra hin forunderlige Livsmorgen,
hvor jeg som spæd sprang af min Puppe? —