Som Barn havde jeg en Nat et mærkeligt Syn:
Jeg vaagnede.
Der var lyst i Stuen.
Maanen skinnede ...
Pludselig fik jeg Øje paa min Moder.
Hun stod midt i Stuen,
med Ansigtet vendt mod Ruden.
Hun var i sin gamle, graa Hverdagskjole,
som hun bar, da jeg var Barn.
Hendes Skikkelse syntes overmægtig;
hendes Hoved ragede op mod Loftet.
Hun stod urørlig,
som en Statue af Moderlighed —
som selve Billedet
paa den evige Moder.
Da pludselig saa jeg,
at hun hævede Armene over sit Hoved —
som anraabende en usynlig Kraft.
Og da gød Maanen
en Strøm af Lys ind ad Ruden.
Den ramte hende,
som en Flom af Sølv.
Hun blev staaende et Nu
ubevægelig
i Maanebadet,
med Armene højt hævede over sit Hoved —
anraabende de usynlige Kræfter,
sølvlysende,
uforglemmelig —
som en Statue af Sølv —
en lysende Maanemoder.
Saa var hun borte —
og der blev tomt i Stuen.
Jeg sprang op og løb til min Moders Seng:
I Maaneskæret kunde jeg skimte hende:
Hun sov fast.
Hendes Bryst hævede og sænkede sig
for den trygge Søvn.
End ikke den fjerneste Uro i hendes Aande røbede,
at hendes Sjæl i denne Nat havde været borte
paa sine uendelige Togter —
anraabende den evige Gud:
Saa hemmelig har Gud skabt vor Sjæl
for at vort Legeme kan aande trygt.