Der kommer ingen mere hvor jeg gaar.
Se, Løvet brænder tyst i Høstens Flamme
Saa alvorsfulde staar nu Skovens Stammer,
thi nu er alt forbi og Efteraar.
Jeg kender Dagene fra Høst til Vaar,
og Tidens sagte Dryp fra Evigheden.
— Ak, det jeg søger er jo bare Freden,
thi nu er alt forbi og Efteraar.
Jeg ved, det store Maal jeg aldrig naar,
at snart det sidste svage Lys vil svinde.
— Nu møder jeg dig aldrig nogen Sinde!
thi nu er alt forbi og Efteraar.
Bestandig falder Skyggen hvor jeg gaar.
Se, Lyset flygter bort bag Skovens Stammer.
Mit Hjerte brænder tyst i Høstens Flammer,
thi nu er alt forbi og Efteraar.