Der staar en Stjerne i Nat og ulmer
med dæmpet Glød.
Og Blomster lever endnu og svulmer
trods Sorg og Død.
Det ringler sildigt en høstlig Stund
af Blades Falden mod Skovens Bund.
Saa tungt det risler, saa hastigt, lønligt,
saa helt fortabt.
Saa dybe Kilder, der sukker bønligt,
af Livet skabt.
Aljorden lytter — Alskabning ser —
hver bærer noget til det, som sker.
Jeg fatter ej, at man atter høster
med evig Magt,
selv om det hvisker saa mildt, og trøster
med Farvers Pragt.
Er det fordi mon mit eget Sind
ej bærer noget til Høsten ind?